2

Hjemme igen og en moccabolle rigere

Klokken otte var der liv i hele huset i Vorupør. Biler skulle pakkes og hjemturen påbegyndes. Det tog ingen tid, for de fleste forberedelser var gjort allerede i går. Omkring klokken ni var vi faktisk klar til afgang. Et sidste kig ud over klitterne blev det til, inden vi satte os i bilerne, for at køre op til Hilgaard med flaskehøsten og siden ind for at aflevere nøglen, inden vi vendte snuderne østpå.

Lige udenfor byen lå tågen tæt over lyngklitterne og det flade landskab, som indledte køreturen mod Aalborg.

Det blev en køretur i al slags vejr med undtagelse af solskin. Tåge blev afløst af regn, som igen blev afløst af noget, der kunne minde om en veritabel snestorm, da vi nåede ind til Steen. Da vi nåede på den anden side af Aggersundbroen, var sneen i aftagende og nu var der kun fine rester af tågen tilbage.

I Aalborg var der tørvejr. Det er der ikke længere. Nu sner det. Ikke voldsomt, men hyggeligt. Vi har fået bulletiner om sne hele ugen, men intet set til det i Vorupør. Hvor andre steder i landet har været ramt af sne og regn, har vi været ualmindelig heldige og er sluppet for det hele.

Vi har haft en pragtfuld uge med mange timers udeliv ved og omkring havet, som vi allesammen elsker. Vi har spillet, grinet, snakket, drukket kaffe og i det hele taget bare nydt, at der var tid til alting og ingenting. Vi har boet i et pragtfuldt hus med alt, hvad hjertet kunne begære af plads og underholdning. Vi har haft to minutter til havet og landingspladsen og vi har nydt det hele. Man føler sig velkommen i Vorupør.

Oskar er rendt så træt, så han sukkede lettet, da han endelig kunne krybe op på hjørnet af vores seng, som han plejer. Nu ligger han der og ligner én, som ikke har tænkt sig at lave mere i dag.

Oppe ved Hilgaard byttede jeg flaskerne for nogle smukke tulipaner og en bakke Moccaboller af den luksuriøse slags, inden vi startede bilerne og kørte til Aalborg. I aften står den på flæskesteg, sofa og en kop kaffe til chokoladen, som er af den gode slags. Det er mit liv også.

Mor har været vært for hele arrangementet i Vorupør. Jeg ved ikke med hende, men jeg ved, at vi har rånydt de mange timer i dejligt selskab, så jeg synes ikke, at hun kunne have fået en bedre idé, end at invitere hele familien med på vinterferie. Tusinde tak for en skøn ferie, mor. Jeg håber, du havde en, som ligner min :-)

Du vil sikkert også kunne lide