Vorupør Gl. Kirkegård

Det er mildest talt trist vejr i dag. Det regner med mellemrum, alting er pakket ind i en grå dyne og havet er pakket ind i gus, så udsynet er stækket, men så er der heldigvis andre muligheder for små oplevelser i nærområdet. Lige udenfor byen ligger Vorupør Gl. Kirkegård og jeg nåede ikke forbi i sommer, så det kunne passende gøres i dag.

Jeg var den eneste, som syntes det kunne være interessant, men jeg tager gerne sådan en tur alene. Jeg nyder stilheden og muligheden for at fordybe mig i de grave, der er at finde sådan et sted.

Kirkegården ligger midt i et meget smukt stykke natur. Lyngen strækker sig så langt øjet rækker og får stortrives i lige præcis den natur, så selvfølgelig er der dyrehold derude.

Jeg måtte have historien med kirkegården og dens underlige placering udenfor byen på plads, inden jeg tog derud.

Kirken ligger inde midt på hovedgaden og ikke langt fra den, ligger den nye kirkegård, mens denne gamle kirkegård ligger et godt stykke udenfor midtbyen og temmelig langt fra kirken, hvis man tænker på, at kister bæres til graven herude. Der måtte findes en forklaring og jeg fandt den da også.

Tidligere lå kirken herude på heden. I 1878 var kirken bygget færdig, men allerede i 1902 valgte man igen at rive den ned og i stedet genanvende materialerne til at bygge byens nye kirke, som nu ligger midt i byen. Man lod våbenhuset stå som det eneste og det anvendes nu som kapel.

Mange af de gamle grave kan ses endnu, men endnu flere er med tiden forsvundet. Enkelte gravsten er gemt og står nu lang kapellets mur.

Der er en helt speciel stemning oppe på kirkegården. Det er der vel på de fleste kirkegårde, men dette sted er særligt, synes jeg, fordi det ligger midt i lyngklitterne og med en betagende udsigt.

Når lyngen blomstrer, må der være utroligt smukt herude.

Der er stendige langs kirkegården. Inde mellem træer, som giver en helt fantastiske skovstemning, står gravstene, som vidner om det barske klima, som æder sig gennem selv hårde sten.

Alder gør noget, men også det specielle klima er med til at nedbryde stenene herude, hvor havet ligger lige om hjørnet og sender salt op med havgusen.

Mange af gravene fortæller historien om familier, som er blevet fædre og sønner fattigere, fordi loddet her var fiskeri på havet, som ind imellem viste tænder.

Otte mand mistede livet den dag, da havet vendte fra mildt til vredt og sådan blev generation efter generation ind imellem tynde, fordi havet ikke er sådan at spøge med.

Der var flere gravsteder, som fortalte historien om en død på havet. Sådan vil det vel altid være langs vores kyster og inskriptionerne på gravstenene vidner også om den gudsfrygt og stærke tro, som også ofte følger i kølvandet på en usikker tilværelse på kanten af verden.

Jeg synes, at inskriptioner er interessante. Enkelte fortæller historier, mens de fleste er bibelcitater. Ind imellem kan jeg undre mig over, hvorfor og hvordan man har valgt de enkelte citater.

På kirkegården er en meget stor sten sat over en nu afdød købmand. Inskriptionen lyder “Salig er den, hvis Synd er Skjult” og jeg kan ikke lade være med at tolke den i retning af, at skidt med du synder, bare ingen opdager det. Det er da lidt morsomt.

Turen var dejlig, men kold og fugtig. Jeg fik set en kirkegård, som er lille, men anderledes alene fordi, den ligger midt i lyngklitterne og jeg kan levende forestille mig, hvor smukt der er deroppe, når vejret er bedre og lyngen på sit højeste. Måske en dag, jeg får lejlighed til at opleve det.