Dagen er tilbragt med strikketøjet med undtagelse af eftermiddagens spadseretur op ad Vesterhavsgade.
Lige på hjørnet ligger huset, som sælger de smukkeste fuglehuse om sommeren. Desværre er der ingen at se lige nu, men jeg har altid været lidt forelsket i dem. Nogle er med smukke spir, som huset i baggrunden, andre med smukke iøjnefaldende striber. Engang…
Der sker absolut intet i byen på en mandag, som i dag. Der er stille. Helt stille. Genbrugsbutikken og lysstøberiet havde åbent. Og den lille købmand. Og så var det slut, indtil man nåede op til Hilgaard, men vejret var godt og der er mange smukke hjørner i byen.
Se engang så smukt en stabel brænde tager sig ud…
Lige efter brændestabelen ligger Vorupør Museum. Det er endnu ikke lykkedes mig at komme indenfor, men hver eneste gang jeg passerer, tænker jeg, at NU skal det være, kun for at opdage, at der er lukket.
Museet er indrettet i det gamle bådeværft, som har bygget kuttere til kystens fiskere engang og indenfor er historien om de helt specielle livsvilkår man har, når man skal overleve på vestkysten. Jeg synes den slags er interessant at blive klogere på, så selvfølgelig skal jeg indenom.
Indenfor er historien om livet som fisker og også historien om den religiøse vækkelse, som ofte er at finde i småsamfund, som har været afhængige af havets lunefulde temperament. Troen har været stærk og formentlig nødvendig, for at tåle, stå igennem og finde mening med de rigtigt barske og arbejdsomme liv, som har levet og overlevet herude på kanten af verden.
Oppe ved Hilgaard skulle der provianteres. Annemette tog sig vældig god tid til at vælge en kaffe, mens jeg så fik lejlighed til at demonstrere hendes dovenskab, som er uovertruffen. Hellere tage en lue på, end bruge tid på at sætte frisuren i noget, der kan ligne andre menneskers hår, men hvad pokker… det er jo lige før, hun lignede en fisker, så det var nok ikke helt skidt.
Hilgaard har den absolut mest imponerende bladhylde jeg nogensinde er stødt på indenlands. Jeg har aldrig hverken før eller siden været i en butik, som kan fremvise så mange forskellige magasiner og der er absolut ingen fare for, at vi ikke kan finde mindst ét blad, vi endnu ikke har læst.
Annemette fandt f.eks. det nyeste Traktor Tech med en meget omfattende test af de store mærker og de lover, at magasinet fortæller alt, hvad der er værd at vide om traktorer og store maskiner.
“TraktorTech har det hele, lige fra det seneste om nye modeller over avanceret teknik til traktortræk og styling.”
Styling?
Nå men altså… vi fik betalt og så var det ud og af sted hjemad… men hvad pokker? Ud af linsen ser jeg så Søster Lystig iført lue og indkøbsvogn, men i baggrunden… der svinger Steen ud i det sorte monster, du kan ane.
“Hvad er chancerne lige for det?”, bræger jeg så, indtil jeg får at vide, at jeg ikke står midt i en storby, men i Vorupør og gider jeg lige slappe lidt af? Aldrig, aldrig nogensinde får jeg lov til at opleve noget, som kunne ligne et overnaturligt sammentræf af mystiske og halvastrale begivenheder.
Næ nej, jeg er bare et fjols i en flække. Tak så…
Inden vi forlod Vorupør C, fik vi lavet en aftale med Steen og så gik det ellers hjemad til huset i klitterne. Her er varmt og dejligt, krabbeklør på bedding og så forøvrigt en dejlig, hjemmelavet brombærlikør i glassene. Ah…
16 kommentarer
Liselotte
23. oktober 2009 at 19:39Jan, der er så dejligt oppe hos jer. Jeg er meget glad for at få muligheden for engang imellem at gøre ophold i Vorupør, selvom det kun bliver til en ferie i ny og næ :-)
Jan Flemming
23. oktober 2009 at 13:39hej rigtig fin artikel, jeg synes du skriver en masse godt om vorupør lad os få det ud i verdenspressen, hvis du har bemærket ved havet er der kommet surfere til hvad nok er en af vorupør fremtige muligheder for industri. Ser du ud over havet ville du sikkert også bemærke dem ved den lille høfte hvor jeg bl.a. ligger og padler der er kajakker og sejlbåde. Fiskeriet overtages af surfere som, på gode dage (altså dem med vind i), bliver der surfet i vilden sky…. Og ja jeg er en organial vorupør bo og jeg er stolt af det :)
Mvh Jan
Liselotte
17. februar 2009 at 08:26Tak for linket, Karin J :-)
Manja, jeg grinte nu ellers godt af den påstand, for jeg kunne sagtens have fundet på det. Sagtens ;-)
Manja
16. februar 2009 at 23:36Så beklager jeg – syntes det lignede kirken, også med det lille mystiske hus, men ved et andet kig kan jeg da godt se, det er helt i skoven. Jeg skal vist have pudset skærm, briller og hjerne. Eller evt. smutte i seng.
Karin J
16. februar 2009 at 23:26Hej
Et tip til en strikkeglad pige, ( ja jeg kan læse at der er flere)
Jeg har set i mit husflidsblad, at der er Fanø Strikkefestival , det er 3 gang det er der.
25-27 sept. går det løs. yderligere oplysninger på:
http://www.christel-seyfarth.dk
Hilsen fra en,der ikke strikker men nyder beskrivelser og de flotte billeder.
Liselotte
16. februar 2009 at 23:21Anita, det trick virker jo, så hvorfor ikke :-)
Ella, du har helt ret :-)
Charlotte, det skulle jeg lige have vidst. Spørg lige Ludvig, hvordan pokker man “styler” en traktor. Min fantasi rækker simpelthen ikke :-)
Hanne, det er allerede gjort. Der var ingen guld derinde, desværre :-)
Anette, der er så dejligt heroppe :-)
Steen, det VAR da Vorupør C ;-)
Maria, vi gør os meget umage :-)
Manja, det er altså ikke kirken, jeg kalder et “hus”, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg snildt kunne komme til at gøre det. Omkring museet, så er det garanteret lidt “hjerteskærende”, men det er formentlig med baggrund i livsbetingelserne helt herude :-)
Anne, vi hygger igennem. For alvor! :-)
Anne Dyrholm Stange
16. februar 2009 at 22:41I hygger jer, gør i, det er så velfortjent og også dejligt at mærke her i den anden ende af skærmen.
Hils omkring dig fra hende, der også render med lue, når lokkerne er gået deres egne veje…
Manja
16. februar 2009 at 22:04Kan godt lide du bare kalder kirken for et ‘hus’ ;o) Det er der ikke mange lokale der ville gøre – bare spørg min fætter, han er graver og barnefødt i Vorupør.
Magasinhylderne i Hilgaard var jeg altid meget optaget af som lille – de er kun blevet mere imponerende siden forrige sommer, kan jeg se. Det er meget imponerende.
Vorupør Museum er hyggeligt – og lidt hjerteskærende, der er jo nogle ting omkring at bo ved havet, der indbyder til den slags.
Ville ønske jeg var ved Vesterhavet – duften og blæsten og alt det der kan man altså virkeligt godt få brug for, når man sidder på 7. sal på et MEGET forblæst Amager og bare håber tiden vil gå lidt stærkere.
Maria Jensen
16. februar 2009 at 21:53Hvor er det skønt som i hygger!
fortsat god ferie
knus Maria
Steen Brølling
16. februar 2009 at 20:36“Vorupør C”! Ha he hehi et guld begreb. Det vil jeg fortælle dem i Vorupør (C)! Så dør de af grin…
Steen Brølling
16. februar 2009 at 20:32Det der sidste billede er da bare greeeeaattt!! He. Det er sjovt. Ses :)
Anette
16. februar 2009 at 20:23Der er da blade for enhver smag :D
Det lyder bare så hyggeligt med jeres ferie – minder så meget om vores tur da min mor i efteråret fyldte rundt og invitere os i et rigtig lækkert sommerhus – der manglede absolut ingenting. Fortsat god ferie.
Hanne
16. februar 2009 at 20:20Hold op, hvor lyder det altsammen hyggeligt.
Tjekker du lige den der genbrugsbutik for gode sager:-)
Charlotte Illum Larsen
16. februar 2009 at 19:33Traktorbladet kunne i godt ha sendt ned til Ærø – min Ludvig er bidt af en gal en af slagsen… han kan høre på afstand hvilken traktor der nærmer sig – og han lugter på kilometers afstand når der bliver høstet…. ny bonderøv?
Ella
16. februar 2009 at 19:30Jeg synes altså at det er lidt overnaturligt, at det nu to gange er lykkedes dig at rende over ham, helt derude i det blå ;-)
Anita
16. februar 2009 at 18:18Ha ha, jeg gjorde det samme som Annemette idag. Jeg gad ikke kæmpe med noget, som fik lov at tørre på kryds og tværs tidligere på dagen. En hat er meget nemmere. Jeg er helt enig med søster lystig dér ;-)