Kaosklar omtrent

Jeg er i gang med at pakke. Det er jeg ikke god til. Jeg er vant til meget god plads, så jeg har aldrig været nødt til at begrænse mig. Jeg flår bare ubeslutsomt ned af hylderne, smider det i tasken og håber på, at der er tilstrækkeligt med varmt tøj til, at jeg ikke ender med at fryse ude ved havet.

Det vigtigste er huerne og vanterne. Den varme vinterjakke, de uldne sweatre og halstørklæde er også pakket, for jeg regner med, at de største oplevelser, skal hentes i naturen, som jeg elsker det. Jeg skal trave lange ture med Oline og Oskar for enden af en snor, som uanset hvor lang den bliver, altid vil være for kort.

Annemette og Heidi har lagt fra land. Denne gang er det os, som har den korteste vej at køre. Halvanden time, så ankommer vi til Vorupør. Det er lidt andre rejsetider fra Valby.

Jeg glæder mig her midt i kaos. Det skal blive ualmindelig godt, at holde hønsehus en uges tid.

På mit bord står garntvinde og krydsnøgleapparat midt mellem alt det andet, som også er fundet frem, for at blive husket. Opskrifter, garn, en ekstra trøje og så venter det hele forøvrigt på, at Kenneth beslutter sig for en farve. Når han har gjort det, kan det vindes til nøgler og komme med op, hvor himlen er højere og luften friskere.

Om lidt vil jeg vække Oline og bede hende om at stå op og så varer det ikke længe, før vi vender næserne vestpå. Jeg kan slet ikke vente.