Planer

Mens Kenneth restituerer og allerede har det bedre følger jeg trop. Forkølelsen er på retur, hosten er ikke den lungebetændelse, jeg frygtede i går og så er der altså ikke meget at klage over, når vejret samtidig er så smukt, som det er i dag.

Solen skinner udenfor mit vindue. Oline er hjemme. Hun nynner, snakker uafbrudt og er glad. Kaffen er varm og jeg kan igen strikke. I morgen tager jeg endelig på arbejde igen. En lille, kort dag og jeg glæder mig.

Jeg strikker lidt på min astersfarvede Moonlight, men det er jo ikke gjort med det. Der ligger garn til mange flere projekter på lageret, så selvfølgelig er jeg i gang med at planlægge allerede.

I næste uge har jeg ferie. Vinterferie. Sådan én jeg har længtes efter og glædet mig til rigtigt længe. En ferie, hvor det meste af familien skal være sammen. Kenneth må blive hjemme og arbejde, men så er der styr på matriklen og det er ikke så skidt endda. Han har aftaler med både ind- og udland og den slags skal passes. Selvfølgelig, men vi kommer til at savne ham. Frygteligt.

Andre, som i Oline og jeg, drager til Vorupør, for at tilbringe ugen i selskab med nogle af de mennesker, jeg elsker højest. Annemette, Heidi og mor vil også drage vestpå, så vi kan tilbringe en uge sammen ved Vesterhavet. Vi skal spise fisk, trave langs stranden og spille alverdens spil. Så bliver livet ikke meget bedre og jeg ved, at jeg får strikket en masse, fordi jeg elsker det.

Jeg trækker farver frem af kasser og fra hylder. Jeg kigger lidt på garnet, overvejer modeller, tænker nye tanker og får lyst til at strikke noget af det garn, som minder mig om en nyhøstet kornmark. Farven hedder straw. Det passer. Se selv…

Jeg kan huske turen, hvor billedet her er taget. En søndag eftermiddag i september, hvor Kenneth og jeg fik snerten af udlængsel. Nogle gange behøver man ikke køre langt væk, for at få fornemmelsen af nyt. Dette her er en bakketop i nærheden af Komdrup. Smukt…

Måske skal jeg strikke en sweater til Kenneth, mens han slider hjemme. Noget for noget.