Jeg bliver så glad…

De sidste gæster er lige kørt. Jeg snupper en kop af den varme te, mens jeg går rundt og sætter i opvaskemaskine, rydder det sidste af bordet og får Bezzerwizzer sat på plads inde i spilleskabet.

Det har været en skøn dag. Sådan en som varmer længe efter, fordi den endnu en gang har vist mig, at man ikke behøver være mange på en arbejdsplads, for at trives. Sikkert er det, at man heller ikke behøver være få, men man behøver være heldig.

Det er jeg. Jeg har nogle fantastiske kolleger. Vi er forskellige. I bund og grund vældig forskellige, men vi er enige om, at møde vores medmennesker med rummelighed og forståelse og det skaber grobund for en hverdag, som er præget af arbejdsglæde og en fritid i selskab med de samme kolleger, som giver så mange gode grin, at de ikke kan tælles. Hold da op, som jeg har grinet i dag.

Man får, hvad man giver. Jeg tror på, at vejen frem er evnen til at mødes med intention om at lytte, prøve at forstå og siden mødes der, hvor der er grobund for succes. Det gælder i alle livets forhold og kan man det, er der temmelig gode chancer for at lykkes.

Vi er i en situation lige nu, hvor alt afhænger af netop vores evne og vilje til at samarbejde, være fleksible og i besiddelse af modet til selvstændigt at tænke, beslutte og handle. Det er vi gode til. Sammen.

Jeg tror vi er gode til det, fordi vi er gode til at ville hinanden. Det er jeg frygteligt glad for, kan jeg mærke, nu hvor jeg sidder og lader roen indhente mig, efter et hæsblæsende kapløb på paratviden.

Jeg må ikke lyve, så jeg kan ikke påstå, at jeg vandt. Fandens!