I morgen skal jeg ligge hus til fagrelateret hyggeeftermiddag/-aften med alle kollegerne. Jeg glæder mig. Jeg har nok verdens bedste kolleger. Vi har det altid sjovt sammen. Der grines meget, fortælles drøngode historier og et par stykker af os er kendte for ikke at gøre en historie mindre kedelig, end den behøver at være, så der er virkelig noget at glæde sig til.
Det er så typisk mig, at få et anfald af massiv dovenskab. I stedet for at være i gang med sirligt at arrangere hjemmet i de rette folder, har jeg hele aftenen ligget oppe i sofaen og holdt mig på maven af grin over de to sjove teenagere, jeg har boende for øjeblikket. Jeg har valgt ikke at ænse vasketøjsbunkerne, nullermændene eller den sundhedsfare, der er forbundet med ophold her på matriklen. Jeg har grinet, hujet, hvinet og så grinet lidt mere.
I morgen formiddag får jeg frygteligt travlt, for lidt husmoderlig er man vel altid. Eller…?
4 kommentarer
Liselotte
30. januar 2009 at 08:30Kollegerne kender mig, så de vil formentlig ikke blive spor overraskede, når de ankommer ;-)
Doven er jeg altså, når det kommer til husarbejde, men jeg er også voksen, så det bliver gjort. Det er forskellen på mig og Oline ;-)
Hanne
30. januar 2009 at 08:11Er vi måske kloner… for jeg kan genkende det totalt :-)
Jeg vægrer mig dog ved at kalde mig slev dove, men magelig, DET er jeg.
Mette
30. januar 2009 at 00:24Man arbejder mere effektivt under pres :-)
merete
29. januar 2009 at 23:46åh hvor dejligt. jeg har selv lige fået nye kolleger og jeg elsker dem allerede. der fortælles nemlig også sjove historier, og det er såååå vigtigt.