5

Flittige piger

Oline og hendes klasse har indledt en uge med projektopgave. Det betyder selvstyre. Ingen tvungen skolegang, men frit valg omkring emnebehandling, lokation og tidsforbrug. Anarki eller styr på sagerne? Jeg har været spændt, men sikke de kan, de to piger, som skal samarbejde den næste uge.

Maria ankom i eftermiddag og de har arbejdet målrettet indtil der blev serveret aftensmad. I et sindigt udtænkt system har de skiftes til at skrive og sidde ved siden af. Der er diskuteret livligt, lagt planer, lavet disposition og de har skrevet de første sider.

Efter aftensmaden bestemte vi, at de skulle holde aftenen fri. Det fortryder jeg bittert, for jeg er nu forvist fra stuen. De spiller Guitar Hero og det går ikke stille af. Jeg kan til gengæld sidde midt i huset med en halv Guns N’ Roses i det ene øre og en halv håndboldkamp i det andet. Er der noget at sige til, at jeg er en smule tosset?

Du vil sikkert også kunne lide