14

I’m a sucker…

Jeg elsker glittede magasiner. Engang gik jeg virkelig til den. For alvor. Abonnerede på eksklusive, amerikanske designmagasiner, havde abonnementer, som skulle fornyes med telefonopringning til Staterne og elskede, når posten var ved at segne under vægten af magasiner. Siden tog fornuften over, for verden forandrede sig og jeg havde ikke længere nogle faglige argumenter for at bruge formuer på sådan en luksus og sådan skulle det selvfølgelig være.

Jeg finder stadig glittede, tunge, dyre og lækre magasiner næsten uimodståelige. Ind imellem flotter jeg mig med et enkelt eller to. Jeg har glæde af dem længe. De står i tunge kurve for enden af sofaen. I stakkevis. Jeg elsker at snuppe dem og tage på inspirationstur og mine gæster finder dem næsten lige så uimodståelige, så de gør gavn.

I går var jeg på banegården. Inde i kiosken har de et rigt og bredt udvalg af fristelser, men jeg ville begrænse skaden og kun vælte ét magasin. Jeg elsker Interiør, så det måtte blive det, som skulle med hjem. Det er et magasin, som kombinerer min trang til æstetik, gode idéer, boligkig og farver. Nu ligger det og lokker på bordet. Om et øjeblik kan jeg holde fri. Jeg ved godt, hvad jeg så skal lave.

Du vil sikkert også kunne lide