34

Vanedyr

Om morgenen er det koldt, mørkt og vanskeligt at komme op, synes jeg. Jeg tvinger mig selv til at svinge benene ud fra dynen og finder langsomt fodfæste på gulvet. Jeg går gennem det mørke hus, tænder for bruseren og venter tålmodigt på det varme vand, mens jeg stille drømmer om den første kop kaffe. Den som ledsager de minutter, hvor jeg sætter mig ved computeren, for at vågne for alvor.

Da jeg kommer ud fra bruseren, fryser jeg. Jeg gemmer mig i håndklædet, samler mod og smider det endelig, for at indlede de sidste øvelser, inden jeg kan returnere til soveværelset og få fundet tøj frem fra skabet. Kenneth er stået op i mellemtiden. Han er i gang med at indtage dagens første nyheder, mens han drikker kaffe og nænsomt prøver at få liv i Oline.

Vi når kun lige at rejse os fra sengen…

Oskar elsker, når han når at smide sig på sengen, inden vi reder den. Han elsker, at den stadig er varm. Så ruller han sig sammen, som en snegl, finder sig til rette og stirrer bare forurettet på mig, når jeg ankommer, tænder lyset og trækker dørene i garderobeskabene til side. Det er uhørt, at jeg skal larme. Kan jeg ikke se, at han sover?

I morges var ingen undtagelse. Jeg var svært misundelig på min vanehund. Gid det var mig, tænkte jeg, da jeg så ham ligge der midt i varmen og nyde, at han har tid til den slags.

Jeg sover til venstre i billedet. Den side af sengen har været min i al den tid, jeg har sovet ved siden af Kenneth. Vi har aldrig skiftet side. Vi er vanedyr. Er du også det?

Du vil sikkert også kunne lide