Mandagen sluttede i den anden ende af byen. Næsten. Eller med andre ord lige henne om hjørnet. I nærheden af det, der kommer tættest på et højhus her i byen.
Der er ikke megen trøst i sådan en udsigt, men til gengæld er udsigten fantastisk fra de øverste etager. Jeg ved det, for jeg har været der. Engang. Ikke for nylig, for jeg gør ikke i den slags, hvis jeg kan slippe.
Der lå stadig rester af de små mængder sne, som er faldet i løbet af natten. Ikke noget, som kan genere det mindste, så der var ikke noget snekørsel i den nye, dejlige, store, rummelige, sorte bil, som endnu ikke har fået et navn. Til gengæld har jeg fået en hovedpine. Sådan en, som ikke er forsvundet efter en pille og en lur. Sådan en, som er tung af ildevarslende trusler om influenza og hvad ved jeg, men jeg er optimist, så jeg sætter min hat på skrå og satser på, at det ikke bliver til mere end det.
Livet er godt og når ingenting ud over en hovedbanken bider mig i halen, kan de kalde dette her årets mest deprimerende dag. Jeg er da ligeglad. Jeg har det fantastisk.
11 kommentarer
Liselotte
20. januar 2009 at 08:37Ane, jeg er her skam endnu :-)
Eva, jeg blev belønnet med et frisk hoved til morgen :-)
Eva
20. januar 2009 at 08:07Håber din optimisme blev belønnet, så hovedpinen ikke udviklede sig til influenza.
Ane
20. januar 2009 at 02:06Dejligt, at du er her endnu, se din blog og dine skønne illustationer. Knus til dig. Tusinde knus… et for hver af de tanker jeg har sendt dig siden jeg sidst skrev på i dit kommentarfelt.
Liselotte
19. januar 2009 at 23:00Susanne, tusinde tak for de mange, smukke ord. Jeg glæder mig over, at andre glæder sig over, så det er en dejlig historie, den du her fortæller. Livet er godt. Ikke let, men i helhed godt og smukt og fantastisk… og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg kan skrive det og samtidig mene det helt inde i hjerterødderne. Jeg er en meget heldigt menneske – og en del af glæden er, at der sidder læsere, som deler så fin en historie som din med mig :-)
Susanne
19. januar 2009 at 22:39Kære søde positive Liselotte.
Jeg har nu fulgt din blog noget tid, og hvis nogen kan få mit humør op..så er det dig.
At du deler din verden med vi andre er fantastisk, og jeg tror du må være verdens bedste veninde.
Jeg blev så glad for at se dine foto fra Ålborg, har været der tit og savner min gamle veninde som boede i Ålborg.
Som du og din familie har også vi vores at kæmpe med, ting som er tunge at bære på. Og ofte når man står i en sådan situation trækker man sig for en kortere eller længere periode fra socialt samvær. Her er det din side gøre mig glad at komme ind på og følge lidt med i dit kloge og favende sind. Jeg gør brug af dine kreative ideer og følger med i dine kloge tanker. Og ikke mindst holder jeg meget af dine smukke foto. Så du skal vide at ude på fibernettet sidder der en som sætter stor pris på at kunne følge med i din gøren og laden, og som lader sig inspirere på alle tænkelige planer.
Tak fra Susanne, København.
Liselotte
19. januar 2009 at 21:29Julia, det skulle nødig hedde sig, at vi blev verdens mest deprime damer. Det ville eddermugme være trist for en pony og en femmer, så den vej tager vi ikke – vi vil ha’ fest og ballade. Også på en mandag. Eller allermindst en nakkemassage, så Kenneth… here I come!
Lisbeth, du er så ualmindelig heldig med at være præcis der. Jeg er vildt misundelig, men så er det godt, at jeg kan følge lidt med på din blog :-)
Lisbeth
19. januar 2009 at 21:18Dejligt at du kan se lyspunkter de fleste steder. Og dine forårsfugle er positive og varsler godt om den kommende årstid. Også en fin tur gennem Ålborg, hvor der er mange interessante og flotte huse.
Hvis du trænger til blå himmel, sol og varme, så kig på min blog. Jeg nyder sommeren på den anden side af jorden.
Julia
19. januar 2009 at 21:08du er så sej, Liselotte. Ja, nok er det årets mest deprimerende dag, men derfor behøver vi jo ikke bliver verdens mest deprimerede damer, vel? Det er så godt at holde fast i fis og ballade. Og papirklip, som det, du har lagt skabeloner op til. Vielen Dank. KH J
Ella
19. januar 2009 at 20:45Det er det vi allerhelst vil, Liselotte :-)
Liselotte
19. januar 2009 at 19:01Ella, det er jo ikke det vi er vilde med… højder altså. Vi bliver ved jorden. Der er fødderne solidt plantet i noget muld af en slags og det er fint, ikke sandt? :-)
Ella
19. januar 2009 at 18:41Uarghhhh, jeg var også engang deroppe, hvor min far så gerne ville bo, og hvor både min mor og jeg fik kvalme og våde fingerspidser af ren og skær rædsel – vi blev ved jorden, det tjente os bedst, eller noget ….. ;-)
God bedring med hovedpinen!