8

Omtrent færdig…

Det går fremad. Faktisk så meget fremad, at jeg nu drikker kaffe og under mig selv en velfortjent pause. Huset er rendt over med klud og støvsuger. Der er ved at være den fineste orden hernede hos mig og jeg nyder det.

Sofaen indbyder måske ikke til så meget slængeri, som sengen gjorde, men den er smuk og fin og jeg er helt sikker på, at jeg får masser af glæde af den. Der er ryddet ud og op i alle hjørner, så der igen er styr på tingene. Jeg ved lige hvor garnet er, strikkepindene ligger og så videre. Det er skønt.

Bøgerne har fået plads lige ved siden af mig. Det passer svært godt, for jeg vil elske, at jeg bare lige skal række hånden ud efter den bog, jeg lige skal konsultere. Også i hele bordets længde er der reoler under bordpladen og derinde står endnu flere bøger, papirer, mønstre og her er også alle skufferne med mit guld samlet.

Jeg har sorteret i bøgerne. Jeg har været i gang med at vælge til og fra. Det er en vanskelig proces, for jeg elsker alle mine bøger, men de trængte ærlig talt til en oprydning. Det er sådan med udenlandske håndarbejdsbøger, at man ikke på forhånd kan vide, om de svarer til ens forventninger. Det handler ikke om, at nogle af dem er dårlige, men det kan ind imellem vise sig, at modellerne ikke er nogen, som jeg har lyst til at lave. Så bliver bøgerne sat til side og står egentlig bare og samler støv.

Jeg er ikke helt færdig med at sortere, men når jeg er, vil jeg sætte dem til salg herude. Måske er der nogen af bøgerne, som du gerne vil eje og kan få fornøjelse af, for det er ærlig talt ærgerligt, at de bare står her og glor. Endnu et par bunker venter. Måske er der flere, som skal føjes til salgsstakken.

Forude venter den helt store omgang. Den der inkluderer at pille gammel tapet af væggene, pudse og male, men den får vente en tid endnu og det gør ingenting, for det her fungerer rigtigt fint. Alene at være indehaver af 15 kvadratmeter til absolut og suveræn eneforvaltning er jo luksus af den gode slags.

Jeg klager ikke. Ikke det mindste.

Du vil sikkert også kunne lide