Fortjent fri

Der skulle handles. Ikke at det er noget, jeg er stor fan af, men det var nødvendigt. Alting var på det nærmeste sluppet op og så må man jo af sted. Som tænkt, så gjort og for at være solidarisk med Kenneth, som er så frygteligt træt efter at have ageret stærk, solid og klippefast skulder først på Fyn i forgårs og så hos mor i dag, satte jeg mig pænt, ordentligt og sirligt på passagersædet. Og var stille. Moralsk opbakning er det mindste, man kan tilbyde.

Heldigvis holder han af sin SuperBest og kender den, som sin egen bukselomme. Det tog ikke mange minutter, før vi havde vognen fuld og kunne sætte det lange ben foran.

Bagefter skulle bilen lige gøres klar til Engesvang i morgen. Nu er der i hvert fald brændstof til turen. Resten er op til henholdvist chauffør og motor, men jeg er fuld af fortrøstning. Det bliver godt og jeg glæder mig.

Hjemme igen skulle der snakkes igennem med søster lystig alt mens jeg så Kenneth blive mere og mere grå i ansigtet af træthed. Nu er han sendt til tælling. Jeg er næsten det samme og har besluttet, at der ikke skal laves mad i aften. Vi betaler os fra det. Det gav fred, ro og nogle ekstra minutter til ingenting. Vi har fortjent det.