Morgenen starter kaotisk. Oline kan ikke finde ud af noget som helst, faderen løber forvildet rundt om sig selv og jeg forsøger forgæves at skabe overblik for alle parter. Mens jeg løber rundt, kan jeg mærke, at jeg er taknemmelig for, at jeg først møder til middag i dag.
Til sidst lykkes det at få alting samlet, skabe overblik og sende Oline ud af døren med en følelse af, at der er styr på tingene. Jeg synes, at det er vigtigt og jeg prøver (forgæves) at lære hende, at den slags nemt kan etableres ved at være på forkant og forberede. Hun lærer det formentlig aldrig, for hun ligner sin far og de to er som skabt til “fra-hånden-til-munden” og kunne ikke drømme om at tænke mere end to minutter frem. I en tid gjorde jeg det for dem. Det gør jeg ikke længere. I stedet for bliver jeg forstyrret konstant.
Bagefter er der lidt let oprydning, en maskinfuld tøj, som kan sættes over, bestillinger af nogle hastetryk og så endelig en kop kaffe.
Jeg vil gerne stilhed og ro om morgenen. Jeg er simpelthen havnet i den helt forkerte familie, men jeg vil nu ikke bytte. Så hellere lade mig forstyrre, blive lidt stresset og falde ned igen til en kop kaffe og den ro, der følger efter, når de endelig sætter kursen ud af døren.
Når Kenneth vender hjem igen, er der stille, rent og ryddeligt. Det er ikke kun mig, som nyder det. Ah…
13 kommentarer
Louise
12. januar 2009 at 16:41Kender det godt – det med temperamenterne. Jeg er så absolut en langsom starter, hvorimod hr. mand er hurtig :) Han begynder nogle gange at ævle-bævle kl.4.30 om morgenen, her er jeg slet ikke klar endnu til at modtage beskeder af nogen art :) Måske også derfor jeg har svært ved at komme ud af døren :)
Liselotte
12. januar 2009 at 16:37Jamen jeg tror ikke, at tiden er problemet. Det er mere temperamenterne, som er forskellige. Nogle holder af stilhed (mig) og andre navigerer hjemmevant i kaos og endeløs snak (resten). De to yderligheder er ikke specielt kompatible om morgenen, Louise ;-)
Louise
12. januar 2009 at 16:34Bare læs Harry Potter – Så finder man ud af, hvem der har taget den sok, der altid mangler :) Her i huset er det også tiden, der er et problem – jeg er bare så sløv til at komme ud om døren om morgenen, bare det at tage mig sammen :)
Liselotte
12. januar 2009 at 16:26Jeg elsker, at jeg har god tid og ro til at vågne, men det lader sig bare ikke gøre i denne her familie. I weekenden sover de længe. Åh, som jeg elsker de stille morgener, jeg scorer på den konto ;-)
Helle K.
12. januar 2009 at 16:20Det er fuldstændig på samme måde her …
Hende med vind i håret
12. januar 2009 at 14:31Morgener er bedst når de er rolige og langsomme. Det tager altså tid at vågne. Tid, der ikke rigtig kan forceres…
Jeg har læst med her et stykke tid. Det er blevet en daglig fornøjelse. Inspirerende, livsbekræftende. Små påmindelser om at livet er stort og fantastisk – også når det er besværligt. Tak Liselotte!
Lisbeth Bula
12. januar 2009 at 13:13Jeg identifiserte meg fullstendig med rollen som mor
Dot
12. januar 2009 at 11:00Præcis!
Liselotte
12. januar 2009 at 10:54Dot, vi som holder af morgenstilhed og god tid er udfordret på tålmod og smiletalent, når mere livlige elementer af arten kommer forbi. Jeg vænner mig aldrig helt, men jeg lever med, for jeg elsker dem og overblikket, det må passe sig selv, mens jeg snupper endnu en kop kaffe :-)
Dot
12. januar 2009 at 10:48Sådan kan et indlæg pludselig få min meget rolige morgenskumring til at glimre i sin alenehed. Jeg er som en muldvarp, der hives ud i neonlys, hvis nogen skramler for meget omkring mig i min morgenstilhed, så godt klaret siger jeg bare. Og hurra for at du overlader overblikket til sig selv og slapper af med kaffe efter stormen.
God dag.
Liselotte
12. januar 2009 at 10:43Kirsten, det er ufatteligt så ringe, de ville klare sig uden os ;-)
Tina, i mit næste liv skal resten af familien her også være perfekt ;-)
Tina - omme i London
12. januar 2009 at 10:32LOL – jeg brokkede mig hoejlydt over at vaere landet i den fejle familie i loerdags. Jeg spiser ALT, saadan rundt regnet, men det goer min familie ikke! En spiser ikke champignoner, en anden spiser ikke rejer, en tredje rosiner og saadan kunne jeg blive ved. I mit naeste liv er resten af familien ogsaa perfekte. ;)
Kirsten
12. januar 2009 at 10:24Det var dog skræmmende, så bekendt det lyder.
Så må du også (ligesom jeg) være helt bekendt med sætninger som “Hvor er min tegnebog?”, “Hvor har du lagt min barbermaskine?” og “Jeg véd da bilnøglerne lå her… Du må ha´ flyttet dem!”
Jeg har intet at bruge mandens tegnebog til, har ALDRIG brugt barbermaskinen – og nøglerne finder jeg altid i hans bukselomme.
Nogle gange tror jeg faktisk der kunne stilles en diagnose af en art… ;-)