Huhej, hvor det går…

Oline skulle tage en timetest i matematik. Jeg havde fået betroet stopuret. Hold da helt fest i farver og hvad har vi, hvor det gik forrygende. Sikke en koncentration.

Nok kom der eder og forbandelser undervejs, men der var sat energi frem og den slags hjælper faktisk gevaldigt. De øjeblikke det tager at sluge en gulerodsstav er nok til, at man måske pludselig opdager, at man egentlig godt kan. Ny fart. Ny energi.

Imens strikkede jeg. Stille i baggrunden. Ind imellem måtte jeg sende et opmuntrende “du kan godt” af sted i hendes retning, men da timen var gået og regnskabet gjort op, blev vi enige om, at hun slet ikke er halvt så dum til det matematik, som hun bilder sig ind. Sikke en sejr.

Jeg er ret stolt af den unge. Jeg ved, hvor svært det er for hende, at finde troen på, at hun kan. For et øjeblik siden beviste hun det.

Nu har vi fortjent mad i maverne. Jeg smurte den gode spelt med lidt ost og lidt pølse, som kan suppleres med resterne af det grønne. En kaffe til skal gøre godt. Når vi er færdige med maden, er der flere lektier, men hvis det fortsætter sådan her, er det jo ren fornøjelse at deltage på sidelinjen.