Der hersker søndagsstemning i mit hjem. Sådan fred og ro, I ved. Ingen larm, kun stille lyde fra de forsigtige aktiviteter familien har begivet sig ud i.
Kenneth sidder inde i stuen og er optaget af at spille Wii. Han er et legebarn. Det elsker jeg ham også for at være. Oline har fundet den bærbare frem og har sat sig oppe ved spisebordet, for der er stadig lektier at lave.
Jeg tænker, at jeg vil finde derop også. Ovre på bænken, langs vinduerne, for det hjælper på magisk vis, at man er to om bordet. Det er nemmere at holde ud, at man skal sidde en søndag og lave lektier, når mor også sidder deroppe, så det gør hun… om et øjeblik.
Jeg tager strikketøjet med. Sætter mig med fødderne på bænken og snupper et par pinde, mens jeg prøver at inspirere og motivere. Det er vel det, man har en mor til.
6 kommentarer
Liselotte
11. januar 2009 at 16:56Oline sidder lige ved siden af og læser med. “Jeg er smigret”, siger hun, den lille tosse ;-)
Ella
11. januar 2009 at 16:35Du er endda meget heldig med Oline – det ved du jeg synes. Dejlig, empatisk og klog :-)
Liselotte
11. januar 2009 at 15:34Lisbeth Bula, vi skal jo bare være der… og det er nu hyggeligt, når det går glat :-)
Catarina, vel er det meget rarere, at man er to og som du skriver, så skal man jo egentlig ikke hjælpe, men bare yde moralsk opbakning ;-)
Ella, jeg er heldig med Oline :-)
Ella
11. januar 2009 at 15:05Hun er heldig med sin mor :-)
Catarina
11. januar 2009 at 14:10Alt går letter når man er to – også selvom der ikke ydes hjælp, så ydes der moralsk støtte. :-)
Lisbeth Bula
11. januar 2009 at 14:03Ja slik ser jeg det også. Det er ikke få pinner jeg har strikket ved leksebord opp igjennom årene.