Jeg har været på Sygehus Syd. Jeg hader det. Det kan ikke siges anderledes. Jeg gør det. Jeg klarer det. Det gør noget ved mig hver eneste gang. Når jeg er færdig, flygter jeg. Jeg kan ikke holde ud at være det mere end nødvendigt. Bagefter er jeg helt udmattet og det fortæller mig, at jeg bruger mange flere kræfter på at håndtere, end jeg egentlig er klar over.
Mon det nogensinde bliver lettere?
Let er det i hvert fald ikke med parkeringen derude. Jeg opgiver. Jeg kaster håndklædet i ringen og er heldig, at jeg har privatchauffør, som gider både bringe og hente. Nede foran sygehuset løber læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale rundt og flytter biler. De er ikke bedre stillet end patienterne. Værre vel, for de må løbe stafet mellem arbejde og potentielle bøder.
Efter endt gerning var det ned til Skovdalen og vente. Efter nogle minutter kom en glad mand i en sort Caravelle. Det var dejligt at se. “Jeg har lige et ærinde”, sagde han så…
Nu har jeg været forbi Lauritz’ showroom i Aalborg. Man kan pille, rode og røre. Det er slet ikke så tosset endda og jo, der var ting, som fristede.
Hjemme igen ventede en feberredning af en opgave. Jeg når det. Tror jeg. Til gengæld endte jeg med en hovedpine, som jeg nu vil prøve at eliminere ude i den friske luft. Vi har garanteret godt af hinanden og jeg har med sikkerhed brug for en timeout. Basta!
12 kommentarer
Marianne L
9. januar 2009 at 19:59Kære Liselotte.
Jo, det bliver bedre men det tager tid, rigtig meget tid. 12-15 år tror jeg det tog mig, og alligevel får jeg stadig et grimt sug i maven når jeg skal derind. Helt godt bliver det dog næppe, men det er vel kun naturligt. Det er så kort tid siden for dig, det forsvinder aldrig men man lære at leve med det.
Rigtig godt nytår til dig og dine.
Marianne
Liselotte
8. januar 2009 at 19:23Selvfølgelig bliver det lettere. Jeg overraskes bare over, at det alligevel – og helt ubevidst – kræver så mange kræfter, at være der…
Anne
8. januar 2009 at 19:00Det tror jeg ikke der kan svares på Liselotte, du/I ved det lige pludselig, og måske er det ikke ens fra menneske til menneske?
Og en time out er da vist helt på sin plads :-D
Catarina
8. januar 2009 at 18:59På et tidspunkt bliver det nok en anelse lettere, men det er kun er lidt over to år side at I mistede Alexander og at miste et barn kommer man aldrig helt over.
Jeg elsker at kikke på Lauritz.com og hvis muligt tage til showroomet og se rigtigt og mærke. ;-)
Pernille
8. januar 2009 at 18:51Jeg tror det bliver lettere. Men jeg tror ikke det er let.
Ting tager tid, og sår skal heles. I hvert fald til dels, for der skal heller ikke glemmes, og første skridt på vejen er måske at nå dertil, hvor det stadig ikke er let, men knap så tærende.
Ha’ en dejlig aften :)
Deborah
8. januar 2009 at 18:43Næh jeg ved det heller ikke. Måske – måske ikke. Jeg hader mine forældres sommerhus som pesten efter mor døde. Det var meningen, de skulle være flyttet derned….. så det er ikke at der er dårlige minder derfra som sådan, men mor nåede lige at indrettte det rigtig fint og så døde hun :(
Lene
8. januar 2009 at 17:31Sårene brydes op, og alligevle formår du at klare dit arbejde, det er godt.
Dejligt med en privatchauffør:-) og i morgen skal jeg på Nord, og der er der endnu mindre pladser :-( Jeg tror jeg stiller bilen i Nørresundby og går!
Anni
8. januar 2009 at 17:30Jo Liselotte, det bliver lettere, men det tager tid. Dit/jeres sår er
stadig så nyt og åbent, men det helner engang, måske ikke helt
men dog..
KH fra Wien
Ella
8. januar 2009 at 16:39Det svider i maven og trykker i hovedet, når vi nærmer os – du kan tro, at jeg forstår dig, Liselotte – og alligevel formåede du at være der for os, de to gange Ole var indlagt derude. Tak for det :-)
Lone
8. januar 2009 at 16:27Jeg er heller ikke så vild med sygehus syd – havde sidste år, min mor liggende i et halvt år – heldigvis fik vi hende hjem….. men det stod ikke i stjernerne i den første periode
Sifka
8. januar 2009 at 16:08Jeg ved ikke, om det blir lettere. Lidt måske. Men det nev da stadig en del, da jeg skulle møde til knæopreation på det hospital, hvor min far døde.
Kathrin
8. januar 2009 at 16:08Huffda.
Det er jo sånn at vår hjerne er en finurlig sak.
Den har lagret dine erfaringer med det sykehus/ opplevelser du har hatt der.
Ta f.eks. søvnløshet…. om man sliter med å få sove om kveldene, bør man stå opp og gjøre en annen rolig aktivitet en kort stund, for så å gå og legge seg igjen.
Av den enkle grunn; om man blir liggende i sengen og ikke få sove, og dette skjer gjentatte ganger, lagrer hjernen “feilinformasjon”. Den skjønner ikke at man skal sove i sengen.
Slik er det vel med deg og sykehuset.
Du har dårlige opplevelser der. Hjernen har lagret det, og kanskje du ubevisst går i en slags forsvarsstilling? Det krever energi.
Eneste måten å kurrere det på, er vel å fortsette å dra dit. Til du til slutt kan finne ut at det ikke er så ille likevel…..
Kanskje…
Ha en fin kveld, Liselotte! =)