Januar er grå og en tirsdag i starten af måneden er ingen undtagelse, men det hjælper at sidde indenfor i varmen med stearinlys, kaffe og et hjørne, som er ryddeligt og giver klarsyn, så opgaverne flyder. Flyder er måske store ord, for det er forarbejdet, jeg har gang i. Indhentning af tilbud. Svar der svæver i vinden i stedet for at tilfalde mig i en fart, som passer til mit temperament. Jeg venter…
Mens jeg venter, kommer jeg i tanke om, at jeg har genvundet min frihed. Jeg har fire hjul og arme, som godt gider lidt hist og pist. Det betyder så utrolig meget for mig at have den frihed. Jeg elsker den og vil nødig undvære og i grunden er det pjat, for jeg har to ben og cykel, busser og tog indenfor rækkevidde. Det er bare ikke det samme. Det er godt at vide, at jeg kan sætte mig ud i bilen og smutte min vej, hvis jeg vil. Ikke at jeg vil, men jeg kan.
I går kørte jeg Kenneth til banegården. Han skulle til midtjylland. Han havde købt en bil. En sort Caravelle. Den er symbol på akkurat det samme. Frihed og muligheden for at smutte af sted ud i verden. Ingenting der forhindrer. Plads til det halve af verden omme bagi. Det måtte blive en Caravelle, for han har savnet Alexanders bus lige siden den måtte sælges. Han er lykkelig nu. Han elsker den bil.
Det er den rene luksus. Jeg ved det. Jeg påskønner det også. Jeg klapper bilen hver morgen og jeg husker at elske den hver eneste dag. Jeg elsker, at jeg har frihed på fire hjul…
10 kommentarer
Liselotte
7. januar 2009 at 09:44Sisse, den ER stor, men man vænner sig hurtigt, synes jeg – tillykke med den :-)
Karin, jeg har efterhånden gjort samme tur en del gange. De første år foregik det i en Fiat, som hostede sig vej gennem Kassel bakker, men i VW’en gik det som en leg. Ah… :-)
Helle K, jeg elsker den frihed. Bare sådan! :-)
Helle K.
7. januar 2009 at 08:51Jeg ville altså ALDRIG kunne undvære min bil – tænk hvis jeg ikke kunne køre ud og væk, når og hvis jeg vil – ikke at jeg gør det eller vil det, men alligevel :)
Karin
7. januar 2009 at 07:32Jeg er engang kørt gennem Kassel bakker i sådan en sprinter. Det var ualmindeligt sjovt :-D Min mand tog den dog konsekvent gennem bjergkørselen i Schweiz… Det var alligevel for spændende for mig :-o
Sisse
6. januar 2009 at 19:55Ja, jeg føler mig stadig helt utrolig heldig, hver eneste gang jeg kører forbi et busstoppested hvor der står folk og venter. Jeg har ellers cyklet i al slags vejr i mange mange år.
Og siden 23. dec. sidste år skal jeg også love for at vi er standsmæssigt kørerende i Gaias handibus; intet mindre end en Mercedes Sprinter m. HØJT tag. Den er altså stor, meget stor.
Liselotte
6. januar 2009 at 19:18Han er SÅ glad, Ella :-)
– det er jeg også :-)
Ella
6. januar 2009 at 18:52Tillykke med dytten til Kenneth, nu er han standsmæssigt kørende igen – caravellen klæder ham :-)
Og du er jo nødt til at have frihed på fire hjul!
Liselotte
6. januar 2009 at 18:17Winnie, vi kan varmt anbefale en Caravelle. Den tjente os ualmindelig godt :-)
Winnie
6. januar 2009 at 17:14Forstår så godt Kenneth – hils ham tillykke med den nye slæde. Vores handicapbil står for udskiftning (Når snart den lange sagsbehandlingstid efterhånden er overstået – vi kører nuværende på 1½år) – den næste bil bliver en Caravelle (eller Mercedes- Viano). Vi kører meget så vi vil have frihed på 1. klasse :-)
Liselotte
6. januar 2009 at 15:31Jeg elsker bare den frihed :-)
Cathrine
6. januar 2009 at 15:22Vet du hva, jeg er så hjertens enig! De siste par mnd har vi hatt to biler, den ene er min mors, og det har vært rene luksus!
Frihet er viktig, deilig og ikke minst NØDVENDIG for ekstra god trivsel i hverdagen……..