20

Så gik der nogle timer med det…

Mælk, smør, gær, æg, sukker, salt og masser af kardemomme i en temmelig vilkårlig blanding og ned i min arbejdshest til forvandling. Efter en tid bliver glutenfibrene lange. Så er det på tide at stoppe. Låg på og så kan det passe sig selv en tid.

Mens dejen hæver, hiver jeg marcipan, smør og sukker frem og rører friskt, til det hele glider næsten glat eller i hvert fald rimeligt smidigt. Det må være godt nok.

Jeg finder rester af chokolade, nougat og nogle ensomme chokoladeknapper. Så lader jeg hele molevitten hvile, mens jeg rører endnu en dej. Foccacia tror jeg det ender med. Ingen ved det endnu, men mens alting passer sig selv, skalperer jeg rosmarinen, så mon ikke vi er på vej i den retning. Jeg tror det.

Nogen medalje for kunstnerisk udførelse får jeg ikke. Heller ikke for orden, kan jeg forvente en guldstjerne, men entusiasmen fejler ikke noget og nu er der 24 fyldte, varme, duftende horn og otte tossede boller til Oline.

Den sidste dej får lov til at hæve nogle timer endnu. Mindst. Måske jeg bager brødene i aften. Måske i morgen tidlig. Vi får se, men der er oliven, jomfruelig olie og frisk rosmarin i rigelige mængder, så der bliver ingen ko på denne her is.

Du vil sikkert også kunne lide