Solen står op og farver himlen smukt, mens jeg sniger mig op i køkkenet og tænder for kaffe og radio. Huset er stadig stille. Ikke en lyd eller en bevægelse fortæller, at der er andre i huset ud over mig og de får lov til at sove.
Annemette blev syg i går. En forkølelse på størrelse med Rundetårn tog over og gjorde hende næsten ukampdygtig. Jeg er spændt på at se, hvordan hun har det i dag. Det er egentlig i dag de skal hjem igen, hun og Heidi, men i går lignede hun ikke en, som var i stand til at tage turen tværs gennem Danmark. Er det stadig sådan, må de blive og så skal hun blive plejet efter alle kunstens regler, så hun snart er klar igen.
Et kig rundt på matriklen afslører, at en støvsuger kunne gøre underværker, men det får vente. Vi har stadig ikke det mindste travlt. Der er ikke andet end ferie i sigte de næste mange dage, så en overhaling kan huset altid få. Det er vigtigere at nyde hinanden, mens vi kan, så det er vist bare planen for i dag.
En enkelt maskinfuld tøj kan jeg vel lige klare. Måske maskinen lige skal startes. Jeg tror det og så venter endnu en kop kaffe og lidt stille radio, mens jeg vil finde strikketøjet frem og nyde, at der er stille ro i mit køkken.
3 kommentarer
Liselotte
27. december 2008 at 14:31Langsomme morgener er det bedste jeg ved. Jeg har haft så mange af dem den sidste tid og har endnu flere i vente. Jeg er ualmindelig heldig :-)
Marianne
27. december 2008 at 09:50Sådanne langsomme morgner er guld i min mund og i mit sind….. bare lad støvsugeren stå for støvet flygter altså ikke – det ligger der også i morgen. Jeg håber at Annemette er i bedring…
Sifka
27. december 2008 at 09:39Godmorgen Liselotte:) Jeg har lige konstateret det samme, og draget samme konklusion. Vi har tid nok, har vi. God bedring til Annemette.