Hævnen er sød…

Er der noget jeg kan, så er det at drikke snaps. Er der noget jeg sjældent gør, så er det at drikke snaps. I det hele taget er det ikke mig, der holder landsgennemsnittet oppe, når vi snakker alkoholforbrug i Danmark, men til jul skal jeg have snaps til frokosterne. Jeg skal have den eneste rigtige snaps, Rød Aalborg. Jeg ved godt, at det sjældent er den, der er mest gang i til frokosterne, men så meget desto mere til mig. Jeg elsker, at den vrider sig mærkbart ned gennem svælget, mens den snapper og niver. Jeg elsker smagen af kommen bagefter. Jeg elsker den bare.

Mor havde inviteret til julefrokost i dag. Jeg er den eneste, som kan lide Rød Aalborg, men snydes skulle jeg i hvert fald ikke. Jeg havde min egen. Den gjorde godt.

Når jeg siger, at jeg ikke drikker, så handler det ikke Hendes Hellighed eller en tidligt opdaget alkoholisme, en trang til nøjsomhed eller manglende smag for dråberne. Det handler vist mest af alt om, at jeg ikke bryder mig om øl og får en frygtelig halsbrand af vin. Det er sjældent, vi i Danmark indtager andet, så helt naturligt  begrænses mit alkoholindtag til at blive en meget sjælden forteelse. Til jul, når snapsen kommer på bordet, tager jeg revanche.

Jeg når sjældent at blive beruset. Jeg omsætter tilsyneladende alkohol med en hast, som sjældent er set magen til. Jeg har altid kunnet drikke kammeraterne under bordet. Også de store kraftkarle. Jeg er den sidste, der lægger mig ned. Jeg kunne heller aldrig drømme om at bide snapsen over. Man bunder, når man drikker snaps, så efter fem skåle, var flasken tom og jeg klarhjernet endnu, men den giver jo alligevel den indre varme, sådan en snaps eller to. Den løber ned og omslutter hjertet med kærlighed.

Så var det, at jeg sad der og blev sådan taknemmelig for livet og de mennesker, jeg sad sammen med. Så var det, at jeg tænkte, at jeg egentlig havde været frygtelig heldig med min lillesøster. Så var det, at jeg mente, at der ikke kom et bedre tidspunkt at vise det på og ja, jeg taler altså sandt, når jeg siger, at jeg var helt og aldeles klarhjernet… men måske havde jeg forregnet mig…

I gerningsøjeblikket trak hun det skarpladte våben hurtigt og smidigt direkte fra hoften og smed et klistret stykke konfektpapir på søsters næsetip, vendte sig væk i en fart og undgik på den måde, at blive kindfugtet og lod samtidig mig havne halvvejs på gulvet. Tilmed grinte hun bare hånligt af mig, da jeg genvandt balancen, men hævnen er sød. Der spilles Guitar Hero for fuld skrue inde i stuen nu. Om lidt går jeg derind og hiver stikket. Så kan hun lære det!