Julemorgenstille

Jeg var den første til at give op og tørne ind. Jeg kunne ikke mere, da klokken nærmede sig halv fire. Der er simpelthen grænser for min stamina, kan jeg konstatere. Det samme gjorde sig ikke gældende for de andre, der fortsatte deres vilde ræs oppe i stuen.

I lang tid kunne jeg høre, at der stadig var både krudt og spark i resten af selskabet, men resten fortaber sig i tåger og jeg hørte ikke mere, før jeg vågnede ved et elevatorstyrt denne morgen. Fra toppen af verdens højeste skyskraber tog jeg turen nedad i en løbsk elevator og vågnede våd af sved og og undrede mig over, at jeg aldrig nogensinde ramte bunden af elevatorskakten. Det er sikkert juleandens hævn, for den smagte pragtfuldt og jeg spiste godt og grundigt af den. Hvem ved…

Inde i stuen kunne jeg konstatere, at der er hygget igennem. Første akt var jeg en del af, men der står glas og rester, som jeg intet kender til. De har uden tvivl haft det sjovt, så fred med det og en har endda været så fornuftig, så han/hun er endt med vand i glasset. Det var garanteret for sent. Nu sover de og jeg har huset for mig selv. Her er stille og jeg vil fjerne sporene om lidt.

Julen har bragt velsignet bud. Jo, det har den da. At Annemette og Heidi skulle ende herovre var en overraskelse. Det skete på en lidt ærgerlig baggrund, for influenzaen havde ramt deres planlagte selskab, men til gengæld fik vi så glæde af dem og det vil jeg altså ikke klage over. Jeg glædes over, at vi fik lov til at holde jul med dem.

Radioen spiller stemningsfyldt julemusik. Kaffen er varm og rigelig og jeg nyder, at jeg får nogle timer for mig selv, inden der igen går en spilledjævel i mit juleselskab. De er utrættelige, så det handler om at samle kræfter. Det gør jeg så.

Og så skal de få, skal de!