20

Nu er det endelig jul…

– var Olines konklusion, da hun var færdig med at pynte juletræ og sikke hun kunne. Nu er der både gammel og ny pynt på træet og denne gang er det en soloopgave, som hun har hygget sig vældig med.

Tidligere var det meget vigtigt, at vi var lige i nærheden til at supplere, kommentere og hjælpe, men hun er jo blevet så frygteligt stor, så nu er det hende alene, som har taget ansvaret for træet med al sin pynt.

Overraskende nok har hun behersket sig ganske betragteligt, når jeg tænker på alle de ting, som stadig ligger i kasserne, men hun ender måske som minimalist og så kan jeg skrotte det træ og nøjes med en gren fra haven. Nej mon…

Træet skal stå tændt døgnet rundt. Om natten lister hun ind i stuen og sidder stille og nyder træet. Det hører ganske enkelt med til julen, synes hun, så sådan bliver det. Der er nogle dage endnu at nyde det i og det er med at gøre det, for hun kender mig og ved, at så snart vi når til 3. juledag, skræller jeg træet, klipper det i småstykker og kalder jul for jul og begynder på en frisk. Jeg elsker december og jeg elsker julen, men den må have en ende og min ankommer altså lang tid før Trekonger.

Nu mangler jeg lige de sidste forberedelser, en slikskål til Oline og så er jeg vist ved at være sofaklar. Det blev en lang dag med gæster ind imellem rengøringen, men nu er jeg ved at være ved vejs ende. Lad mig sige det, som det er. Det gør ingenting. Jeg gider nemlig godt ingenting.

Du vil sikkert også kunne lide