18

Opsamling

Morgenens radioudsendelser er naturligvis spækket med rapporter om jordskælvet, som ramte Danmark tidligere. Ikke at vi har mærket det mindste til det. Vi har sovet, Oline og jeg. Godt og længe, som man skal i december, når chancen byder sig til.

Vi er alene. Kenneth nåede kun udenfor bygrænsen i den nye bil i går, inden han kunne konstatere, at den i hvert fald ikke kom til at koste fartbøder. Den kunne tilsyneladende ikke køre mere end 100 km/timen og selv for Kenneth var det en anelse for lidt, så han returnerede bilen, fandt søster lystigs sofa og jagter videre i dag, så vidt vi er orienteret.

Imens starter jeg på at skrive huskesedler, for nu begynder jeg at fornemme en vis form for tidspres, men jeg er ikke det mindste nervøs. Julen kommer uanset om vi er klar eller ej og jeg er helt sikker på, at vi vil opdage, at forberedelserne klares fint på et øjeblik. Det handler om struktur og en eftermiddag med tid til at handle, så jeg er helt rolig, mens jeg skriver alenlange lister og morgenen langsomt forvandles fra mørke til lys.

Om nogle timer kommer Hanne forbi. Det glæder jeg mig til. Vi skal hygge lidt, inden julen rammer os. Det kan kun blive godt, så jeg vælger at tage den med ro, starte en maskinfuld tøj, drikke en kop kaffe og lytte lidt radio, mens jeg lader Oline sove de uskyldiges søvn. Det passer Oskar vældig godt, for der er lunt og dejlig under dynen ved hendes fødder og jeg under dem gerne en langsom start på tirsdagen.

I morgen er der udsigt til endnu en visit af en god kollega. Torsdag står der fysioterapi og visit på kontoret på programmet, men så tror jeg også, at der venter en dag uden aftaler, inden vi lørdag får huset fuld af gæster, som skal trakteres med glögg, churros og en god, solid gryderet af en eller anden slags. Sådan en, som kan matche eftermiddagens indtag af procenter, for Kenneths glögg er livsfarlig.

Der er nok at glæde sig til, men en bil ville gøre underværker midt i alle forberedelserne, så jeg krydser fingre for, at Kenneth returnerer til hjemmet på fire hjul og ikke via skinner. Vi regner med at se ham senere i dag, men hvem ved… :-)

Du vil sikkert også kunne lide