9

February Beret

Sådan meget apropos Anita og hendes forelskelse i February Beret (gratis opskrift oven i købet), så huskede jeg pludselig, at jeg havde strikket sådan en for længe siden. I det lækreste cashmere, som jeg havde købt hos Posh Yarn dengang, da det endnu ikke var sådan, at alting er udsolgt indenfor de første tredive sekunder efter, garnet er lagt til salg.

Faktisk er den rigtig lækker, sidder godt og så var den utrolig nem at strikke. Sådan et rigtigt tv-strikketøj, som ikke kræver mange hjernevindinger.

Jeg valgte i sin tid at starte med en ribkant i stedet for den tværstrikkede kant, som SockPixie foreslår, men jeg husker ikke, hvor mange masker jeg startede med at slå op. Måske jeg bare valgte at slå 126 masker op, men det ser ud til, at jeg strikkede ribkanten på en tynd pind, inden jeg skiftede og gik i gang med mønstret. I hvert fald blev huen vellykket og er brugt siden med stor fornøjelse af både mig og Oline, så projektet kan varmt anbefales til en aften med julefilm og kaffe. Sneen kommer vel lige om et øjeblik.

Du vil sikkert også kunne lide