Det synker langsomt ind…

Hold da fest, hvor mine albuer gjorde opmærksomme på sig selv denne morgen. Det er muligt at akupunktur hjælper, men i første omgang går det vist ind og aktiverer al dårligdom. Jeg havde simpelthen frygteligt ondt. Også af mig selv.

Det er overstået nu, tror jeg. Pillemagi. Til gengæld sejler jeg om lidt, men det er vel heller ikke så skidt endda.

Jeg bruger formiddagen på ikke at gå i vejen. Kenneth er på vej til Sjælland. Han pakker bil, ringer tusinde steder hen, bander når noget er blevet væk, griner når det dukker op igen, for han forbereder endnu en tur landet rundt og det kræver omhu og lister. Jeg blander mig helt udenom.

Jeg griner lidt af overraskelsen med akupunkturen i går. Det er så typisk min læge. Hun er fantastisk. Jeg har meget stor tiltro til hende og jeg kan lide, at hun er åben overfor mange alternative behandlinger. Hun lukker klinikken uden at blinke, for nu skal hun og personalet på kursus, for at blive klogere og det kan sagtens være på noget utraditionelt. Hun tager sig den tid, som er nødvendig, så der er ofte ventetid hos hende, men ting tager den tid, de tager. Hun er grundig og hun lytter.

Da hun overtog klinikken, lagde hun ud med at lukke hver dag mellem 12 og 12.30. På telefonsvareren får man besked om, at der er frokostpause. Ring efter frokost, så er vi klar igen. Sådan! Det var nyt for os patienter. Vi var vant til, at der nærmest var døgnåbent hos lægen.

Man kan mærke, at der er en ualmindelig god tone blandt personalet. Hun er afholdt og det med god grund, men lige i dag, synes jeg mindre godt om hendes småalternative behandlinger. Det går over igen, er jeg sikker på. Om et øjeblik, når pillerne virker for alvor.

Jeg har stadig ikke helt forstået, at jeg er sygemeldt med de arme. Jeg er stadig ked af det, men jeg ved jo, at tid gør underværker. Jeg skal bare have tålmodighed og tid er der nok af. Jeg skal ikke på arbejde før om 5 uger. Det er helt uforståeligt, men bare armene igen gider, er jeg glad. Jeg elsker mit job :-)