Dette år genoptog jeg en gammel kærlighed. Jeg fandt min Mulberrykalender frem fra gemmerne, sendte bud efter indmad i England og elskede, at jeg igen havde gang i den kalender, som jeg altid har været utrolig glad for. Den er praktisk med masser af lommer, smarte indretninger, i fedt og slidstærkt læder og med en lynlåslomme på indersiden af kalenderomslaget, som lige kan rumme en smule håndører, så jeg aldrig står uden Kongens Mønt et sted i Danmark.
Kalenderen er nok tyve år gammel, flittigt brugt, men kun blevet smukkere og smukkere med alderen, så alt burde tale til dens fordel, men…
– jeg har brug for en kalender, som kan rumme masser af notater.
Jeg noterer hver eneste dag mine opgaver. Tidspunkter og lokalitet, varighed og eventuelle udsving bliver noteret. Jeg noterer aftaler, jeg skriver små huskesedler, som klistres fast, hvor det er mest belejligt. Jeg laver småskitser, jeg har bunkevis af visitkort og jeg bærer informationsfoldere med ud i verden.
Jeg opbevarer stort set hele mit liv i den kalender og må sande, at den gamle, højtelskede Mulberry ikke står distancen. Mit liv er tilsyneladende blevet mere omfangsrigt med årene, for jeg kan ikke, hvor gerne jeg end ville, være i den kalender.
Nu er der igen indkøbt en Diplomat fra Mayland. Næste års plads burde være sikret og så har jeg forøvrigt besluttet, at når jeg heller ikke kan være i den nye længere, er det på tide at tage mit liv op til revision.
12 kommentarer
Liselotte
3. december 2008 at 10:02Annepålandet, kalenderen må tilpasse sig livet – og snart skal jeg have en trækvogn til min ;-)
Orange er en glad farve. Du har ret :-)
Lone, Moleskine elsker jeg også, men ikke deres kalendere. Jeg har forsøgt mig med den store udgave, men foretrækker nu alligevel min Mulberry, hvis ellers jeg kan være i den ;-)
Lone i marsken
3. december 2008 at 09:50Moleskine forever! De findes også i mange størrelser.
Annepålandet
2. december 2008 at 17:21Ja, kalenderen må matche livet forøvrig, det er helt sikkert, ellers blir det bare rot!
Jeg har gått opp og ned og opp igjen i størrelse, ettersom livet og arbeidsoppgavene har endret seg. Nå har jeg en liten Filofax – orange! – som passer akkurat til livet mitt nå. Orange gir energi – og hver gang jeg ser på den, blir jeg i godt humør! Den er sånn passe rotete, akkurat som meg…
Liselotte
2. december 2008 at 16:46Kenneth er det mest gavmilde menneske, jeg kender. Han ikke så meget som blinkede, da jeg foreslog, at han overtog min “lille” Mulberry og jeg hans store af samme slags. “Selvfølgelig”, sagde han bare. Sådan! :-)
yt
2. december 2008 at 15:51Den ligner godt nok en der er ved at revne ;)
Det er nu en god husbond du der har.
Lillemor
2. december 2008 at 15:25Fra Mulberry til Mayland – det må have gjort ondt :-) Godt husbonden kunne springe til og ofre sig.
anne f
2. december 2008 at 15:19Mayland er sgu ok. Selv elsker jeg, at få ny kalender, det er så fedt med de helt jomfruelige sider. Det tager så ca. en/to uge så er det hele smurt over, noget endda streget over , med kuglepen. Hvert år beslutter jeg, at kalenderen skal behandles ordentligt, men det holder ikke. Jeg har ikke rigtig fundet den optimale kalender.
Lisbeth
2. december 2008 at 14:29Jeg er gået den modsatte vej og har nu min kalender i min telefon. Det kræver så en papkalender hjemme, hvor vi kan synkronisere de forskellige aftaler. Men jeg mangler da plads til noter mm. Min Mulberrykalender er samme størrelse som din, og den er for stor til mig, da jeg ikke kan have den i lommen.
Irene
2. december 2008 at 13:55Sad lige og tænkte Mayland, men så havde du jo selv tænkt det … De duer, sgu!
Liselotte
2. december 2008 at 12:40Hanne, Kenneth ofrede sin store Mulberry, så vi nu bytter. Ah, så er der plads igen. Der er bestilt indmad i England. Nu er det bare at vente :-)
Sofie, det er jeg desværre ikke :-(
sofie
2. december 2008 at 12:28Jeg har flere gange nu beundret de dejlige vanter du har lavet og har også været på besøg på den finske side du linker til. Meen…. Jeg er ikke en “haj” til at strikke og finder det totalt umuligt med opskriften når den ikke er dansk. Du er vel ikke “faldet” over en opskrift på dansk?
De er totalt lækre…
Hanne
2. december 2008 at 12:24Jeg har måtte sande det samme og bor nu også i en mayland, med palds til skriblerier, men køn er den ikke !