Vi har haft besøg af en god veninde. Hun kom forbi, fordi hun havde brug for udenforstående, som kunne hjælpe med en anke, som endelig er havnet i Det Sociale Ankenævn. Alene det at se navnet på et stykke papir gør noget ved mig, men ikke om jeg kan se stiltiende til, når en familie er godt på vej til at ende lige så slidt, som vi endte med at være det sidste år, vi havde Alexander.
Det lykkedes os at få skrevet lidt tilføjelser, som var nødvendige, fordi kommunen endnu en gang ikke havde gjort deres arbejde godt nok. Det er fortvivlende at se, at de samme fejl gentages om og om igen. Det er endnu mere fortvivlende at være den familie, som står med den udfordring det er, at få belyst et opslidende liv med et handicappet, hjemmeboende barn for en kommune, som ikke vil forstå.
Jeg kan mærke, at det gjorde ondt at sidde med denne her sag, men jeg kan også mærke, at det havde gjort endnu mere ondt at vide med mig selv, at jeg ikke havde taget mig tiden til at hjælpe. Det gør kun ondt i kort tid indeni mig. Denne her familie har ondt hver dag.
Øv, hvor vi bliver fattigere og fattigere på menneskelig omsorg i Danmark. Det er i grunden så trist.
12 kommentarer
Liselotte
3. december 2008 at 11:36Marianne, det er netop oveni alt det andet, som i forvejen er så rigeligt til at holde forældrene beskæftiget nær ved 24 timer i døgnet. Det er utroligt opslidende, når man skal kæmpe for helt basale ting. Øv :-(
Marianne
3. december 2008 at 10:43Jeg kan ikke være mere enig og jeg hader bare de der anker…. oveni alt det andet….
Lisbeth
3. december 2008 at 10:07Ja, det er trist at opleve den egofiksering, der er i samfundet. Men vi kan gøre en forskel ved at opføre os som du har gjort så tit. Du gør en stor forskel også i kraft af din blog, som har udvidet horisonten for rigtig mange, der ikke har udfordringerne med et handicappet familiemedlem tæt på.
Og jeg er også en af de begejstrede for dit julebanner, så det vil glæde mig, hvis det kommer som julekort næste år.
fru westerskov
3. december 2008 at 09:59det er altid rart når der er nogle der har overskud til at hjælpe i sådanne situationer. Vi kæmper selv en brav kamp med kommunen. Det er hårdt når vi hele tiden møder modstand, og så er der ikke noget bedre end møde overskud hos ens venner. Det hjælper en til at kæmpe videre.
Liselotte
3. december 2008 at 09:59Jeg krydser bare fingre for, at der bliver en mærkbar forskel i den families liv. De fortjener det :-)
Anne
3. december 2008 at 09:02Nej, man undrer sig nogle gange over, hvad kommuner prøver at slippe afsted med. Trist, trist.
Alice
3. december 2008 at 08:18Hørt!
Karin
3. december 2008 at 00:22Hvis vi ønsker at hjælpe så gør det os ofte også i stand til det. At have dyrekøbte erfaringer forbereder os til at gå et stykke af vejen sammen med et medmenneske og det gjorde du i aften. Dét synes jeg er stort. Hvergang det sker, at vi hjælper hinanden kan vi forhåbentligt udligne en lille flig af ligegyldigheden, sløvheden, blindheden, trægheden og uretfærdigheden.
Store, måske uldne ord, men jeg mener det nu alligvel ;-)
Liselotte
2. december 2008 at 22:21Nu skal det endelig ikke opfattes som en heltegerning, at jeg bruger lidt tid på at hjælpe. Selvfølgelig gør jeg det, ligesom enhver anden ville gøre det. Det er bare så trist at opleve, at kommunen gang på gang er nødt til at behandle deres borgere så fattigt og uden forståelse, at det skriger til himlen. Øv, vores samfund er ved at være fattigt…
Omkring topbanneret, så er det et topbanner, men der er mange, som kan lide det, så måske det kommer med som julemotiv i næste års julekort. Du må holde øje, Ulla :-)
Pernille
2. december 2008 at 22:05Ja, hvor er det trist igen og igen at høre om mennesker der ikke får den hjælp de har brug for, mennesker der bliver reduceret til sager :(
Jeg oplever også en fattigdom på omsorg, en fattigdom der bliver mere og mere udpræget – måske er jeg naiv, men jeg håber stadig at en dag vil det vende til det bedre.
Lige nu vil jeg håbe for din veninde, der er så heldig at have venner, der hjælper.
Ulla Jellesen
2. december 2008 at 21:36Kære Liselotte
Hvor er det godt der findes mennesker som dig der gider og hjælpe andre.
Skøn blog du har som jeg altid besøger med fornøjelse. Dog har jeg “forsømt” det et par dage. Hvad ser jeg så da jeg her i aften titter ind? Det skønneste billede af min barndoms storby – Aalborg med Budolfi i baggrunden.
Er det på nogen mulig måde muligt og komme i besiddelse af et sådant billede?
Mette
2. december 2008 at 21:28Til gengæld er det så oplysende for os, som ikke har stået i den situation, at læse om dine iagttagelser og frustrationer. Din blog er ikke bare hyggelig og inspirerende, men giver også en indsigt, som jeg synes gør min horisont bredere.