Jeg behøver sådan set ikke at mindes om det, men på vej op til Alexander, lige der på stien, husker jeg pludselig, at der er så uendelig meget at være taknemmelig for.
Tag bare den store pige, som går der under paraplyen, lige foran mig.
Pigen som også har været gennem så frygteligt meget og alligevel er endt, som et helt og godt menneske. Pigen, jeg også er mor til. Pigen, som husker. Pigen, som kan fortælle så mange gode historier, huske så meget, jeg har glemt og aldrig nogensinde har beklaget, at hun blev lillesøster til en bror, som hele tiden krævede opmærksomhed i en grad som gjorde, at vi ind imellem måtte tilsidesætte hendes behov.
Mens jeg går der bag hende, bliver jeg så utrolig glad for, at hun er min. Jeg bliver uendelig stolt over at være mor til et menneske, som aldrig er selvisk, altid er rummelig og har en enestående omsorg og opmærksomhed rettet mod de mennesker, hun elsker. En pige, som er et smukt menneske, alle holder af.
Hun er også min. Vi skal huske de døde. Vi kan slet ikke lade være, men vi skal også huske de levende. Jeg tror på, at vi er gode til netop det, men hun får nu alligevel et ekstra “jeg elsker dig og er stolt af at være din mor”, da vi har tændt lys oppe ved Alexander.
Bagefter går vi hjemad. Vi går langsomt gennem kirkegården, mens vi taler om, at vi snart skal op og pynte til jul hos hendes storebror. “Med de røde juleklokker han holdt så meget af”, siger hun. “Selvfølgelig”, siger jeg, mens jeg mærker en tåre trille ned ad kinden.
Der er så meget at være taknemmelig for. Hun er det bedste, jeg ved, hende Oline :-)
29 kommentarer
Kirsten
30. november 2008 at 15:55Selvfølgelig er hun blevet god, hende Oline. Hvordan kunne hun andet :-)
Og hvor er det dejligt, når forældre og børn kan sætte ord på til hinanden, og sige “jeg elsker dig”. Det varmer mere end noget andet i denne verden…
Sisse
30. november 2008 at 15:30Liselotte, hun er jo et “produkt” af dig – og Kenneth, ikke så sært at hun er noget helt særligt. Uden at kende jer rigtigt, så ser jeg jo gang på gang på gang via din blog at du er et ganske særligt menneske. Oline og Alexander har da været ualmindelig heldige med valget af forældre.
Liselotte
30. november 2008 at 11:55Ikke altid, Sofie, men jeg prøver at huske alle de vigtige ting. Den kunst er en konstant øvelse :-)
Sofie
30. november 2008 at 11:53Her hos mig triller tårerne lige så stille. Ikke bare har du en fantastisk datter, din beskrivelse er så smuk, men du er også en fantastisk mor der forstår at værdsætte og huske på alle de vigtige ting her i livet.
Liselotte
30. november 2008 at 09:27Hun er det smukkeste menneske med så mange fine, finurlige, sjove og alvorlige tanker inde bag panden og ja, Alexander har formet hende, ligesom hun formede ham. Han var hendes storebror og det bliver aldrig anderledes. Hun har altid taget ham alvorligt og vist ham en respekt, som var helt enestående. Jeg er heldig, at jeg er mor til hende og jeg er stolt af hende. Hun er så fin :-)
Lone
30. november 2008 at 08:58Snøft og suk, hun er dejlig, formet af sin mor og storbror :-)
splejsen
30. november 2008 at 00:52Ja, og hun er jo netop også blevet den dejlige pige som hun er, fordi hun er vokset op med sin bror Alexander. Han har jo også været med til at forme hende til det hun er. Han er jo en del af hende :-)
Lotte
29. november 2008 at 23:43Tak!
Din kærlighed til begge børn er så stor og smuk, at ingen der læser dine ord her kan undgå at blive berørt…
merete
29. november 2008 at 22:43sikke et dejligt billede. og hun har vel nok oplevet meget og mangeartet den pige. jeg kan godt forstå du er glad for at du har fået en helstøbt pige ud af det. det er jo aldrig nemt at være søskende fordi vi er forskellige som mennesker, men måske måler med den samme meter i forhold til vores forældre som børn, og den meter kan være milimeter, men det har jo ikke været nemmere i forhold til alexander, som også havde brug for ekstra meget pleje og opmærksomhed.
jeg er glad på dine vegne. og på din families!!!
og et lille aber dabei. grisene har været med til sjællandske fåreavleres julemarked idag.. de skulle sgu opleve lugten af land midt i byen. mine smågrise som sørgede for at min minusdag igår blev en plus tre grise dag idag, og megen moro med min veninde over anvisningen med bagdelen. jeg elsker de små grisepjokker. og har tænkt at lave en overdådig kurv med dem til mandelgave i år, hvor jeg har overtaget dette at lave en krea mandelgave fra min far, der døde i april. jeg synes det er at være kreativ uden at gå i bedene. tak liselotte, for det hele.
og tillykke med stjernerne. nogle gange tror jeg dine fotos MÅ overgå virkeligheden. og det er ikke dårligt.
Nadia
29. november 2008 at 22:01En mors kærlighed til sine børn, som vi får lov at få et lille indblik i.
:-)
Fríða
29. november 2008 at 21:13hvor er du bare god til at finde de rette ord til at beskrive dine/vores fölelser. i min verden er det også den störste tilfredsstillelse der findes at kunne se på sine voksne/næsten voksne börn og konstatere at de er blevet til gode, ordentlige, sympatiske og fornuftige mennesker.
jeg mistede selv en meget nær og kær for lidt over et år siden og din måde at skrive om sorgen på har givet mig meget, tak for det.
kh.fra Island
Frida
rosa
29. november 2008 at 20:58Mangler ord…morskjærlighet er stort…vakkert innlegg : )
Anne Dyrholm Stange
29. november 2008 at 20:30Smukke og dybe ord om smukke mennesker og hjertegribende stemninger…
Ella
29. november 2008 at 20:13Ægte kærlighed når den er allermest dybfølt- tusinde tak fordi du vil dele med os, Liselotte :-)
Solsikkens-Sang
29. november 2008 at 20:12Det er skønt at du kan værdsætte det med så smukke ord, det du har i livet.
Men også dejligt at du kan værdsætte det du har haft – og som stadig er i dit hjerte og i dine tanker.
Du skriver så smukt – og det rør mig utroligt meget *Snøfter*
Lisbeth
29. november 2008 at 19:58Ja, det er også vores måde at leve med minderne og glæderne samt sorgen. Taknemmelighed og glæde over de/det levende barn/børn og over minderne. Du beskriver det så smukt. Din datter er også meget smuk, og vigtigere et dejligt menneske.
Laila
29. november 2008 at 19:58For filan nogle smukke ord, Liselotte..
Hvor er det godt at det er lige netop jer der har hinanden..
kirsten pauli
29. november 2008 at 19:43reading your blog has my tears coming out..
i have said before how much i love your writing, it is one way for me to keep up with the danish language and “hygge” .
thank you.
Anni
29. november 2008 at 19:20og igen sidder jeg med tåre i øjnene.
har tænkt meget på dig/jer de sidste dage, da jeg kunne huske at
det var Alexandres dødsdag heromking.
Kh fra Wien
Bop
29. november 2008 at 19:14Ihh jeg sku bare lige læse lidt blog, det ka man jo ikke når man får “noget” i øjet…
Maria Jensen
29. november 2008 at 18:45NU triller tårene her Liselotte!
Dit indlæg har rørt mit hjerte.
knus Maria
Liselotte
29. november 2008 at 18:31Vi har fundet klokkerne. Vi kunne slet ikke lade være :-)
Tak for haiku, Steen. Oline skal læse det :-)
Marianne
29. november 2008 at 17:42Og hvor har du ret – vi skal huske at glædes og så smuk en ung pige som Oline så kan man kun glædes – hun har en hel unik udstråling og jeg er sikker på at hun også er glad ved at have jer som forældre….. Er klokkerne fundet frem?
Steen Brølling
29. november 2008 at 17:40Et lille haiku om Oline:
Oline pige
empatisk snakkende og
uselvisk sikker
:)
Vita
29. november 2008 at 17:04Dine ord og billeder er så gode.
De ringer som små klokker i mit hjerte!
Jette Hyllested
29. november 2008 at 16:50Selvfølgelig er hun den bedste, med de forældre og den empati, fortåelse, nærhed, tryghed, kærlighed, ja jeg kunne blive ved. Hun har den bedste familie i verden ;-) også Alexander der er i jeres hjerter.
Karin
29. november 2008 at 16:41Åh hjerte….
laura
29. november 2008 at 16:37Kære LiseLotte
Jeg kender dig ikke…men er begyndt at “læse med” på din blog,hér.
Jeg bliver rørt og berørt,af den varme og den dybde og den sårbarhed og samtidige styrke,hvorpå du beskriver dit liv-og din hverdag!!
Du inspirerer og charmerer mig. Tak for dét!
Kærligst Laura
Bibberen
29. november 2008 at 16:36Tak ..
Sjælefred. Overskud. Forståelse. Kærlighed.
Mange ting.
Du har dem.
Tak