40

Nogle gange er det svært

Nogle gange vender verden bare overhovedet ikke, som man gerne vil have den til at vende. Man kan heller ikke vende den. Man ender i en situation, som er alt andet end ønskværdig.

Jeg havde på et tidspunkt en opgave på sygehuset. Måske lidt tæt på Alexanders dødsdag (det er forøvrigt om to dage, tro endelig ikke, at jeg er færdig med det regnestykke), men jeg mente nu nok, at det kunne gå an. Det var i samme bygning, som Alexander blev indlagt, men på en helt anden etage, så jeg besluttede, at det nok skulle gå og lagde ud med en hyggelig snak i venteværelset. Jeg havde det fint. Jeg kunne godt.

Så kom lægen, som jeg straks genkendte. Han havde tilset Alexander i de første døgn af hans indlæggelse, inden vi blev overflyttet til intensiv. “Bare han lader som ingenting”, tænkte jeg.

Han startede med at hilse pænt på patienten, hvorefter han tog min hånd… studsede og sagde: “Vi to har set hinanden før. Det var med din søn. Hvordan går det i grunden med ham?” og sådan et sted er jeg tolk og altså ikke Alexanders mor. Det nytter ikke at lade som ingenting. Jeg tolker ALT.

Jeg tolkede altså lægens kommentar henvendt til mig og endte op med at måtte svare lægen, samtidig med, at jeg tolkede for brugeren, som naturligvis skulle vide, hvad der blev talt om. Det er min fornemste opgave at sørge for, at min bruger ikke føler sig døv i sådan en situation, men når brugeren ikke er klar over, at min søn er død og lægen spørger yderligere ind til det hele på trods af mine tydelige signaler om ikke at ville tale mere om det, ender det bizart. Jeg kunne ikke, på trods af alle mine forsøg, få lov til “bare” at være tolk. Jeg var nødt til at forvandles til Liselotte, uddybe og herefter bruge kræfter på at få samtalen på rette spor igen. Min brugers tid skal ikke anvendes til andet end netop det, vi er kommet for. Fokus skal ligge på en anden end mig, nemlig patienten. Alt andet er ikke i orden og også utrygt for patienten.  Jeg drejede samtalen. Jeg klarede det til en medalje.

Jeg forlod situationen med følelsen af at have klaret det, men sådan kan man ind imellem snyde sig selv godt og grundigt.

“Alt er godt” nåede jeg lige at tænke, da jeg satte mig ind på forsædet af min bil. Så faldt alle forsvarsværker og jeg skal love for, at der blev grædt en tåre eller ti på vej hjem, for hjem skulle jeg lige. Hjem og have et kram. Min hud er stadig pergamenttynd.

Du vil sikkert også kunne lide