12

Smuk morgen

Morgenen er kold og hvid. Græs og blade er frostbidte og ligger og ligner eventyr, da jeg endelig får tilstrækkeligt med lys til overhovedet at se det. Kulden bider, men det er min egen skyld, for jeg tager turen udenfor i det rene ingenting. Kravler op på bænken, så jeg har udsyn. Man vågner så! I den grad.

For enden af villakvarteret ligger markerne. Derude, hvor himlen rødmer og solen snart begynder at skinne. Derude, hvor vindmøllen står stille og himlen måske varsler sne. Der skal jeg ikke ud. Jeg skal i den anden ende af byen denne fredag morgen. I smukt vejr. Glad vejr. Klart og friskt.

Forude venter en dag i godt selskab, så jeg ved, at denne fredag bliver god. Jeg skal godt nok arbejde, men sammen med en god kollega og i andet godt selskab, så nok er det arbejdsdag, men jeg er helt sikker. Det bliver endnu en af de gode af slagsen og jeg er klar.

Udenfor vinduet er enkelte skyer, som lige nu er perlemorsfarvede. De er smukke og bliver kun smukkere, som solen når højere på himlen. Jeg nyder, at jeg har god tid, inden jeg skal ud af døren. Det elsker jeg at have. Det er blevet en god vane at sørge for, at jeg har rigelig tid om morgenen. Jeg elsker de stille morgener, hvor tiden også er til at være, inden jeg skal ud af døren.

Om et øjeblik er jeg den, der er smuttet, men inden sender jeg lige ønsket om en god fredag afsted i din retning. Det er næsten ikke nødvendigt, er det :-)

Du vil sikkert også kunne lide