24

Jeg kan se!

Jeg har været forbi Louis Nielsen, for at udnytte, at der lå et par gratis briller til afhentning. For et par måneder siden fik Oline briller. To par for ét pars pris lød deres tilbud, men Oline skulle kun bruge et enkelt par og Kenneth gad ikke flere briller, så det endte med, at jeg snuppede muligheden for at få udvidet bestanden.

Den slags tager tid. At vælge brillestel er ikke det letteste i verden, men jeg endte med endnu et par sorte briller. Jeg fik også lavet en synstest. Ikke at jeg var begejstret ved tanken, for der er noget grumt ved at få smidt alle sine svagheder lige i synet, so to speak, men der var ingen vej udenom. Jeg vidste godt, at de briller, jeg købte for 2 år siden, ikke længere er stærke nok. Mine arme er i hvert fald blevet kortere.

Det startede sådan set pænt og roligt, for det var nu sådan en sød, ung pige, som gerne ville lave den test og pæn var hun også og så kunne jeg jo ligeså godt sætte mig i stolen.

Så bliver det spændende at se, om dine bygningsfejl er blevet mere udtalte, hvad?

Mine bygningsfejl? Jeg har skam ingen bygningsfejl!

Jo, det har du altså, men sidste gang var de så ubetydelige, så der sikkert ikke har været grund til at nævne dem.

Øh, hvad for noget?

Ja, man skal jo blive klogere livet igennem, siger de, så nu havde jeg altså pludselig erhvervet mig et par bygningsfejl, som med alderen tiltager. Hvad er det da for en uorden. Og tilmed skulle det vise sig, at jeg er på vej lige lukt mod glidende overgange og hvad har vi. En tid endnu kan jeg klare mig med læsebriller, men forude står flerstyrkeglassene tilsyneladende og vinker og bare for at bevise det, lavede hun et par briller til brug på lange afstand. Jeg havde det svært med at indrømme det, men med de rigtige briller på, står alting altså lidt klarere – også på afstand. Hun var nu sådan et pænt menneske, så for at tage brodden af hele miseren sagde hun, at jeg sagtens kunne klare mig uden en tid endnu. Åh tak da.

Bagefter skulle det vise sig, at det var på høje tid med den nye synstest. Jeg snuppede lige +0.50 på hvert øje på mindre end to år og sikke jeg godt vidste det, for de der +2 jeg har købt senest og for en hurtig tyver, de er altså blevet de foretrukne herhjemme fremfor optikerens og det er der selvfølgelig en grund til, selvom du ikke får mig til at indrømme det ;-)

Jeg bliver stangsmart… og seende igen om et øjeblik.

Du vil sikkert også kunne lide