Søndagslangsom

Jeg stod tidligt op. Ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg vågnede tidligt og havde lyst til morgenen. Nu sidder jeg og kigger ud på regnen, som ind imellem slår ind på ruden med højlydt raseri. Blæsten river løvet løs og blade hvirvler rundt på plænen udenfor vinduet. Det er efterår og de lover byger med hagl og et blæsevejr, denne formiddag, men så kommer opklaringen og sidst på dagen skulle solen titte frem. Det ville ikke gøre noget.

Dagen er helliget et job for Kenneth. De sidste, som får gavn af mine evner, er de nærmeste og sådan er det desværre alt for ofte. I dag skal det være anderledes, men fordi det er frivilligt, kan jeg selv bestemme pauserne og længden af dem, så det skal nok blive mere hyggeligt end noget andet. Han ved, hvad han vil have. Han er så nem.

Måske skal der arbejdes lidt mere med de julegaver, der er på bedding. Jeg forstår slet ikke, at det er den tid, for jeg synes lige, at det har være sommer. Jeg tror, det er kommet med alderen. Tiden løber alt for stærkt for mig og fordi der er travlt på arbejde, mørkt alt for længe om morgenen og bliver det alt for tidligt i den anden ende af dagen, er der pludselig for lidt tid at gøre godt med, men jeg kan vist lige så godt vænne mig. Det bliver ikke anderledes de næste mange måneder, men man kan vel formode, at det snart lysner igen med den fart tiden skyder. Der kommer altid godt af skidt. Det har jeg da lært.

Hvis jeg startede nu… fandt koncentrationen frem og tog mig sammen, ville jeg måske nå lidt mere, end det jeg gør ved at sidde og glo ud i luften. Jeg tager mig lige sammen.