I Hamborg købte jeg et halstørklæde i de smukkeste farver. Det har hængt på mig siden. Ren uld og alligevel blødt som en sky. Jeg elsker det og så passer det frygteligt godt til efterårets sidste farver.
Jeg pakkede det tæt om halsen da jeg forlod det sidste sted på jorden, jeg selv ville have valgt at være. Lige der, hvor Alexander døde for to år siden. Jeg kunne ikke holde ud at skulle vente neden for hovedindgangen, lige nedenfor den forbandede stue, så jeg begyndte at gå hjemad, mens jeg håbede, at min kørelejlighed ville få øje på mig.
Det lykkedes heldigvis og inden nåede jeg oven i løbet at se, at den lille Butik Lene på hjørnet af Parkvej fører mine røde støvler. Jeg elsker dem.
Her stod de i en rød lakudgave i vinduet, men den skal jeg nu ikke have. Nej, jeg tænker, at jeg snart har fødselsdag og mine fødder holder så frygteligt af mig, når jeg tager støvlerne på, så findes de mon i sorte nede i butikken. Det må jeg finde ud af. Snarest.
Man må nemlig godt ønske, bare det er i tråd med virkeligheden, for ellers ville jeg nu have foretrukket at ønske en helt anden udgang på november, dengang for to år siden.
12 kommentarer
Liselotte
15. november 2008 at 09:52Christina, fornemmelsen af sorg og tab bærer vi sikkert med os resten af livet. Vi lærer at leve med, men vi lærer heldigvis aldrig at glemme.
Christina
15. november 2008 at 04:28For mig er Rigshospitalet, hvor det hele begyndte i sin tid og også endte pluselig…
Mærkelige fornemmelser springer rundt i min krop, hver gang jeg bare nærmede mig i en radius på 500 meter… af Rigshospitalet!
Vist godt jeg er kommet herover i de jydske… men “uroen “forsvinder jo ikke… Den er sammengroet i mig!
Varme tanker til dig og dine…
Kh
Liselotte
14. november 2008 at 07:54Tusinde tak, Bolette :-)
Bolette
14. november 2008 at 07:32kære Liselotte
blot en kærligtanke til dig , de røde støvler og
alexander …
sender en virtuelt pandekys her fra enghuset i gudme
Bolette
Liselotte
14. november 2008 at 07:21Nej, det er bare ikke sjovt, Astrid – og ja, det er de røde støvler fra sidste år. De er jo sådan bare “Ahhh” at have på :-)
Astrid
14. november 2008 at 06:22Også mange tanker herfra mig Liselotte, det erbare ikke sjovt!!
De Røde støvler?? Var det dem du købte sidste år??For hvis det er det, så har jeg dem også, og man kan næsten ikke vride dem af mig. Har dem også på i dag :-))
En rigtig go dag til dig fra mig.
Maria Jensen
13. november 2008 at 18:05….KNus
Rosanna
13. november 2008 at 17:54Gisp, Liselotte, ingen ord fra mig kan gøre det lettere for dig at gå dér hen, men jeg ville ønske, at der var.
mange tanker herfra
Liselotte
13. november 2008 at 17:14Ja, det er noget skidt, Karin, men sådan er det… og så gør jeg det.
Karin
13. november 2008 at 16:40Egentligt også vildt uheldigt at du har et job som tvinger dig til at forholde dig til stedet igen og igen – og med prof.hatten på, så det ikke kan foregå i dit tempo.
Liselotte
13. november 2008 at 16:32Selvfølgelig… og hvor jeg dog hader det sted…
Karin
13. november 2008 at 16:18Selvfølgelig ville du ønske det.
Stort kram!