18

Man kender vel sine lus…

Jeg lever sammen med en hi-fi-entusiast, så jeg er vel efterhånden ved at kunne kaldes sådan mellemsvært miljøskadet hvis ikke vi skal tage alvorligere diagnoser i brug, for jeg synes jo sådan set, at de er helt okay, de højtalere. De er da slet ikke de værste, jeg har boet sammen med. Nok er de store og teaktræ er nok heller ikke det, jeg ville have foretrukket, hvis jeg selv skulle bestemme, men altså…

Jeg har veninder, som er tæt på at uddele medalje, når de kommer forbi, fordi de synes, at jeg er beundringsværdig rummelig, når det kommer til hjemmets lydudstyr. De har selv små, væghængte højtalere, hvis de da ikke er diskret gemt i kunstfærdigt malede skabe. Faktisk kan man ofte ikke se, at der lyttes til musik i deres hjem. Nogle steder kan man heller ikke se, at de ikke bor alene.

Jeg har skiftende ud- og opstillinger i stuen. Jeg har ledninger, som snor sig tværs gennem stuen. Jeg har rørforstærkere på alle ledige flader. Jeg har stakkevis af cd’er liggende overalt på hjørner og borde. Jeg har tekniske måleapparater, skruetrækkere og højtalerenheder liggende. Jeg har ofte fremmede siddende i min sofa, mens vinduerne bliver blæst endnu mere buede, end de i forvejen er af musik spillet så højt, så det er svært at få ørenlyd. Der finlyttes.

Jeg har vænnet mig til, at der ikke er sirlig orden i min stue. Jeg tror slet ikke, at jeg ser det længere. Jeg graver en sti gennem tingene, sætter mig ned og glemmer hurtigt, at jeg sidder i noget, der til tider ligner et værksted mere end det ligner et opholdssted for familien. Han er vel i gang med et eller andet vigtigt…

Ind imellem bliver det for meget. Når tingene med tiden er vokset ud af stuen og ud på køkkenbordet, ud i gangen og allerværst ned på mit domæne. Når jeg finder en vintage pladespiller på mit gulv, kan I se mig stå som en anden furie og råbe på orden. Så trækker Kenneth på skuldrene, irriteres over min smålighed (som om…) og begynder at rydde op, men hvis nogen tror, at jeg lever i sirlig orden, tager de grundigt fejl og ved I hvad? Han er glad. Så er jeg også glad og tricket har jeg fundet.

Når det bliver for meget, flytter jeg op på spisebordet i køkkenet. Jeg placerer computeren deroppe, begynder at indtage bordet bid for bid og efter nogle dage siger han, mens han står og rører i en gryde “Sig mig engang… kan du ikke flytte ned til dig selv igen. Det er ikke til at holde ud med alt det rod!” og i det øjeblik han siger det, ved han godt, hvad klokken har slået. Man kender vel sine lus på travet.

Du vil sikkert også kunne lide