Sternschanze

Lørdag blev afsat til at gå på opdagelse i Hamborg. Vi havde købt en fælles dagbillet til U-bahn og Saarlandstrasse Station lå lige om hjørnet fra hotellet, så vi pakkede os godt ind og drog af sted ud i verden.

Det nemmeste i en storby er ofte, at benytte deres offentlige transportsystem, så vi kastede os ud i at finde vej gennem Hamborg ved hjælp af nogle farverige streger og en samling navne på stationer, som ikke sagde os spor.

Hanne havde hjemmefra talt med en kollega, som havde anbefalet os at finde vej til Sternschanze, som skulle ligge i et kvarter, som var farverigt og med butikker, som var små og listige. Den slags kan vi lide og heldige var vi, for stationen lå på vores vej mod centrum. Vi hoppede på det førstkommende tog og efter ganske få minutter var vi fremme.

Det første der mødte os var en tangoskole. Argentinsk tango. Kropskommunikation. Det startede ikke helt ringe, syntes vi. Hvem gider ikke dyrke lidt tango og kropssprog? Vi gad i hvert fald godt, men der var lukket og så skidt med det, for vi havde jo i grunden også andre planer.

De fleste butikker åbnede først klokken 12, så gaderne var forholdsvis stille. Det gav plads til iagttagelser, som ikke blev forstyrret af menneskemylder. Der var farverigt i kvarteret. Og måske vampyrer, som allerede havde været på spil…

I hvert fald var cyklen efterladt på et stille hjørne i byen. Faktisk var der mange cykler ude i dette kvarter. Det kunne skifte lidt, men det var tydeligt, at her var det et af de foretrukne transportmidler. De var parkeret i stakkevis rundt omkring og kvarteret kunne minde lidt om hjørner af Amsterdam, synes jeg.

Som tiden gik åbnede flere og flere butikker og Kenneth og Preben var heldige, for de fandt hver især vinterens varme i form af et par lækre jakker. Venindejakker for det ikke skal være løgn. Vi så dem ikke synkrone resten af turen. Gad vide om de aftalte, hvem der havde jakken på hvornår…

Det kunne virke som om der boede mange indvandrere i dette kvarter. I hvert fald var der en del butikker, som tydeligvis ikke var tyskejede, men havde et umiskendeligt præg af fremmede himmelstrøg. Det var meget hyggeligt og ind imellem temmelig farverigt.

På vejen gennem kvarteret fik Preben øje på en alternativt lakeret bil. Jo tak, det skal jeg love for, men en fin reklame er den, for vi var ikke de eneste, som skulle hen og tage den i nærmere øjesyn.

Den var ikke specielt usynlig…

Butikkerne begyndte langsomt at åbne, mens vi travede gennem byen. Kenneth og Preben havde konsulteret en ung mand med verdens største guldring lidt tidligere, så de havde en slagplan for ruten. Hanne og jeg fulgte bare bagefter og valgte at stole på, at de havde styr på skidtet. Vi blev ikke skuffede. Vi kom gennem nogle hyggelige gader med butikker og caféer, inden vi igen kunne se, at vi havde retning mod U-bahn.

Vi så faktisk en del tiggere i Hamborg. Det havde jeg ikke forventet, men sådan var det. Ham her boede oppe på trappeafsatsen bagved. Du kan ane hans sovepose. Han var en af de bedre klædte.

Der var mange tiggere, som af udseende lignede østeuropæere, som var rejst til Hamborg alene for at betle sig til Kongens Mønt. Vi har efterhånden en del af den slags i Aalborg også, så det er vel ikke så usædvanligt længere, men jeg blev overrasket over antallet.

Café Saal II lå og fristede, for en kop kaffe kunne vi alle drikke, men heller ikke den havde åbent endnu, så vi valgte i stedet at fortsætte ned til toget, for at tage turen ind til centrum. Målet var Rathaus. Det lå kun nogle få stationer væk.