Hjemme igen

Vi er landet igen. Efter 2½ døgn højspændt drama krydret med stille øjeblikke, god mad, traveture, regnvejr, shopping og bløde hotelsenge, er vi landet på matriklen igen.

Det er aldrig kedeligt at rejse. Vi lagde ud med at møde to døve hekse på Aral i Husum. Sikke en fest. I første omgang troede de andre ikke rigtigt på, at de var døve, men jeg havde set tegnsprog, havde jeg…

Vi vinkede og syntes de var vældigt festlige, da vi stod der på hjørnet af butikken og indtog en hurtig kop kaffe. Måske de også syntes, at vi var noget af en fest at se på, som vi fumlede med kaffekande, sukker og mælk, så da der var tanket på Caravellen, kom den ene af heksene over, for at veksle et ord eller to.

Der kom vi på arbejde, for det var ikke bare tysk, men tysk med tydelig tynghør gengivelse, så der var lidt at spidse ører til, men ikke tredive sekunder efter goddag, stillede heksen mere end villigt op til fotografering og festlig var hun altså…

Jeg forsøgte mig med lidt tegnsprog, men hun havde travlt, var ikke vant til, at nogen kunne tegnsprog og opfattede det så ikke, før hun igen sad i bilen sammen med veninden. Så lykkedes det mig endelig at få øjenkontakt og ønsket dem god tur på tegnsprog. Jeg skal love for, at også hekse kan overraskes.

Herfra gik det videre over Kielerkanalen og direkte ind i Hamborg. Selvfølgelig kunne vi ikke ankomme uden at føje yderligere drama til turen, så der gik da heller ikke lang tid, før vi havde politi med blå blink og pistoler ved hoften til at holde os med selskab…

Akkeja, vi blev torpederet bagfra…

En taxa havde overset, at vi var to biler (os forrest), som holdt stille i et kryds og kørte derfor op i bilen bag os, som fortsatte direkte ind i bagenden af vores toplastede Punto. Sikke et brag og sikke et drama. Fyren bagved os ringede straks til sine fætre, så i løbet af 1 minuts penge stod der to suspekt udseende indvandrere, som moralsk opbakning til ham. Vi var alene, men så kom politiet og faktisk er der jo usædvanlig meget ro og orden i Tyskland, så efter en ½ times tid, kunne vi køre videre med alle papirer i orden og uden større drama, end da vi skulle prøve at skille vores og den bagvedholdende bil ad. Det lykkedes i fin stil og vi kunne stadig trille. Det sidste var det vigtigste. Efter tre sving mere var vi fremme ved hotellet. Ah, som det gjorde godt.

Prøv lige at spørge, om jeg har haft det sjovt? Det tror jeg nok, at jeg har… og hattehoved er ikke noget man har, men noget man tager. Påstår nogen…

Kun én ud af de medvirkende mente det alvorligt. Jeg nægter at udtale mig om, hvem det er… men sjovt, det har det været.

Nu er der lidt papirarbejde der venter. Bagefter venter sofaen vist. Jeg vender frygteligt tilbage.