I går aftes placerede jeg strategisk en kop rygende varm te indenfor rækkevidde, rystede puderne og fandt strikkepindene frem. Jeg var helt klar til en aften med ualmindelig begrænset aktivitet og det lykkedes, men ikke helt, som jeg havde forestillet mig, for der skete noget undervejs. Jeg vågnede først, da det var tid til at gå i seng.
Nu kunne man så forledes til at tro, at jeg så var frisk og ikke kunne sove, men det gik ualmindelig fint. Jeg besvimede omtrent, da jeg fandt under dynen og vågnede først sidst på natten til ondt alle steder og en kvalme, som jeg fint kunne have undværet. Føj for den, siger jeg bare…
Nu har jeg sovet. Og sovet. Og sovet. Det hjælper for lidt…
Jeg har stadig ondt alle steder. Halsen er ru og jeg er sølle. Jeg gider bare slet ikke at være syg. Jeg har forøvrigt heller ikke tid til at være det. Jeg har til gengæld en god fornemmelse for, hvor jeg har hentet skidtet.
Sådan er det at arbejde forskellige steder i tæt kontakt med mennesker. Det er ikke alle, som forstår, at det ikke er heltegerning at møde op på job med sygdom i kroppen. Nogle synes, at de er medaljemateriale, når de sidder og fnyser og nyser, mens de sørger for at samtlige andre i rummet udsættes for deres virus og bakterier.
Øj, hvor er jeg træt af, at mennesker ikke kan indse, at sygdom kan spredes…
32 kommentarer
Karin
29. oktober 2008 at 07:48Åh ja, det var faktisk et af debatemnerne i vores pause idag. Vi mente alle at vi burde være bedre til at melde os syge, og særligt at blive hjemme indtil vi så også var ordentligt raske. Du ved, den ekstra dag der gør at man rent faktisk er klar til at tage på arbejde igen.
MEN vi talte også om at den dårlige samvittighed der følger med når ens kolleger skal rende stærkere, når man ved (ikke tror, men ved – af erfaring fra sidst og igen og igen) at det bliver svært at få enderne til at hænge sammen. Og når hende der tager imod sygemeldinger og lederen sukker i telefonen og ringer efter et par dage og siger “Nå… hvordan går det så?! Hvis de overhovedet skal ringe, så skal de sige “God bedring!” Færdig slut. Andet er ubehageligt, simpelthen.
Jeg tror, som en skrev, at skolelærere, pædagoger, dagplejere, SOSUer og den slags rent faktisk er meget svære at erstatte den pågældende dag. Ikke at vi er uundværlige, men bare at arbejdet ikke kan vente og der derfor er trætte kolleger igang mens vi ligger og bliver raske.
Jeg synes, for at sige det kort, at det er enkelt i teorien men meget kompliceret i praksis.
God bedring til dig :-)
Irene
29. oktober 2008 at 01:50Blev du hjemme?
Puuuuuuuuuuust!
Anette
28. oktober 2008 at 21:19Rigtig god bedring. Jeg synes bestemt heller ikke det er spor “kollegialt” når mine kollegaer møder op og er syge. De skulle hellere blive hjemme til de er friske og ikke smitte andre. Håber du snart er ovenpå igen!!
Lene
28. oktober 2008 at 20:53God bedring, og pas nu på dig selv.
Annepålandet
28. oktober 2008 at 19:56Æsj, ikke gøy å være syk – ønsker god bedring!!!
merete
28. oktober 2008 at 19:37ups du har det vist rigtig skidtmads. sikke noget crap. god bedring.
Alice
28. oktober 2008 at 19:07Ha medaljemateriale – den var sjov:)
Hege
28. oktober 2008 at 18:43God bedring!
et cetera
28. oktober 2008 at 18:09Øv ha – god bedring! – og hvor har du ret i dine betragtninger …
PETER
28. oktober 2008 at 17:08Bare det ikke er ham Otto Vaupell der har smittet dig ;-)
Whisky – Et af de bedste midler der ikke virker mod forkølelse ;-)
Gitte J
28. oktober 2008 at 15:59Jeg vil også ønske dig god bedring – glæder mig til at se den ide du skulle have begyndt i går aftes.
Jeg kende det med at gå på arbejde, når man er halv snottet, men man synes ikke selv man er syg og tænker ikke så langt. Vil bare gerne passe sit arbejde.
Fortsat god dag under dynen:-)
susanne vestergaard
28. oktober 2008 at 15:21Øv, hvor har du ret – der er intet smukt i at mene man aldrig har en sygedag – netop fordi man så er årsagen til at de andre får det!´Jeg har heller aldrig forstået det der blær med aldrig at have forsømt sit lønarbejde – men sådan ser vi jo forskelligt på det. Tror nok at de fleste arbejdspladser kan klare at medarbejderene er væk pga. influenza, bræksyge, hovedpine mv….. tror mere det er medarbejderne der skal prøve den der med at stikke en finger i et glas vand og se hvor uundværlige de så er!!!! Er der hul når de tager fingeren op, SÅ er de uundværlige….
Rigtig god bedring til dig, Liselotte – håber du får lidt mere opdrift i løbet af dagens timer, så du kan nyde den ufrivillige dynedag!
Tris
28. oktober 2008 at 15:02Influenza???? vel er det da ej….. det er da de dersens tvillinger du går og bærer rundt på…… Træt, svimmel og kvalme…..????? Ja jeg siger ikke mere.
Ligegyldigt hvad det er : så god bedring :-)
Helle K.
28. oktober 2008 at 14:56God bedring :) Du skal have en plastikspand med i bilen, den kan du trække ned over hovedet af alle nyserne ;)
Sister Bonde
28. oktober 2008 at 14:45Liselotte – hvis man læser med hver dag, følger dig, så synes jeg du for ofte skranter.
Det kan en sister ikke li – så nu kommer du herover og bliver plejet og passet og får lidt luftforandring.
God bedring.
Anne Dyrholm Stange
28. oktober 2008 at 14:10God bedring til dig, dit sølle skrog!
Ind imellem de andre finsovninger, der finder du forhåbentligt noget at hygge dig med nede i din dejlige krog på værelset…
maria
28. oktober 2008 at 13:45Hov, hov. Indimellem kan det altså være nødvendigt, at tage på arbejde, selv om man ikke er helt på toppen. Og uden at forvente en medalje – overhovedet. Ellers tror jeg faktisk ikke den danske folkeskole for eksempel (som jeg er del af) ville køre særlig godt rundt…. Så ikke fair at du langer så hårdt ud…
God bedring
Astrid
28. oktober 2008 at 13:30Øv da – god bedring til dig.
I forsvar for (nogle af) de svumpukler du beskriver, vil jeg gerne sige, at det heller ikke er alle chefer, der har indset, at det er bedst for deres medarbejdere at blive hjemme, når de er halvsyge eller sågar helsyge. En syg hjemmedag med kronisk påtvungen dårlig samvittighed fra højere instanser, kan godt få folk til at gå på arbejde i utide… ;o) Men sørg du nu bare for at komme ovenpå i fred og ro!
Hønsemor
28. oktober 2008 at 13:27Jeg undres! Det gør jeg nu tit.
Jeg troede at i 40-årige kvinder, havde et toptunet immunforsvar.
Men det viser sig ikke at være rigtigt, er det håndhygiejnen på arbejdspladserne det er galt med? For det har da aldrig været god skik, at blive hjemme fordi man var lidt forkølet og overlade ens arbejde til kollegaerne, men måske det bare er mig der undres!!
Anni
28. oktober 2008 at 12:58stakkels Liselotte!
hvornår tager du den hvidløgskur, jeg sendte dig sidste vinter?
rigtig god bedring og
kh fra wien
Gitte
28. oktober 2008 at 12:49Din stakkel. God bedring.
Jeg har selv lidt problemer med den der grænse når jeg er (små)syg. Har jeg det nu ikke godt nok / jeg kan vel godt gå på arbejde/ der er jo også det der møde…. Og så møder man op, synes det går meget fint – i ca. 10 minutter – og så ville man ønske at man var blevet hjemme i sengen…..
Har lovet mig selv, at JEG GØR DET IKKE MERE. Man skal også give sig selv lov til at være syg. OG iike mindst så er der jo også hensynet til andre mennesker ;-)
Skynd dig at blive rask – så vi kan få set mere at dine nyanskaffelser….
Lotte
28. oktober 2008 at 12:33Endnu engang ØV! hvor træls, det er det eneste ord jeg synes der lige dækker over det. God bedring til dig.
Mille
28. oktober 2008 at 12:24Godt at den slags virusser ikke kan smitte en blogger.
God bedring og hulkikning önsker Mille
Julie
28. oktober 2008 at 12:17Du har helt ret! Jeg kender en helt almindelig kvinde på omkring 40 år, der ikke har haft en sygedag fra arbejdet siden den 14. juni 1994 (eller deromkring), og det er hun sgu’ stolt af!
Bevares, jeg har set hende hamrende sløj flere gange med rindende øjne og næse, men nææææh nej, der skal MERE til, og den holdning udstråler hun så desværre også, når kollegerne sygemelder sig med “forkølelse” – haha, ja – hvis vi alle TILLOD os det….osv.!
Hun har med garanti smittet mig mindst én gang, hvilket jeg har “takket” hende for med et glimt i øjet, men beskeden fes vist ikke helt ind :-(
Rigtig god bedring!
Maria Jensen
28. oktober 2008 at 12:14god bedring!
knus Maria
Gitte Joensen
28. oktober 2008 at 11:21Enig med dig og de andre herinde – så bliv dog hjemme, når man er syg.
Rigtig god bedring til dig – og godt, at du bliver hjemme til du er rask igen :-)
Ella
28. oktober 2008 at 11:19Til det er der vist bare at sige øv og hrmphhhhh og en masse rigtig god bedring, Liselotte :-)
Pernille
28. oktober 2008 at 11:07Øv og god bedring.
Desværre tror jeg nogengange at vi lever i et samfund, hvor det ikke er helt tilladt at blive hjemme, bare fordi vi er en smule snottede eller har en latent lungebetændelse, influenza eller noget.
Ikke at det gør det mindre forkert at udsætte andre for smitte – det er jo helt forkert! Men presset for at gå på arbejde eller føle sig uundværelig, kan sikkert til tider være ret højt.
Det burde der være en debat om, i stedet for hele tiden at tale om nedsættelse af sygedage.
Håber du snart får det bedre :)
Rosanna
28. oktober 2008 at 10:38øv, stakkels dig! Håber du snart er ovenpå igen.
Jeg har heller ikke fårstået fidusen i at komme syg på arbejde, og dermed smitte sine kolleger og alle andre på sin vej… gggrrrr. De skulle dælme i skammekrogen, skulle de.
Anne, Mandagspigen
28. oktober 2008 at 10:14fuldstændig enig …hørte i morges i radioen, at de sundhedsfolk, der vaccinerer ældre og andre for influenza, ikke selv vaccineres og dermed er raske smittebærere…tankevækkende.
god bedring.
anne f
28. oktober 2008 at 10:07Uf…da , det er bare så kedeligt at være syg. Fedt med et par fridage, som ikke er planlagte, men det skal bare ikke være på grund af sygdom. Du må bruge tiden, på at glo nogle huller i luften. Tid til tanker, som måske ville være skubbet lidt i baggrunden. Nogle gange skal man simpelthen nedlægges, for at tage sig tid til hul gloning. God bedring til dig Liselotte og måske der kan blive overskud, senere, til en lille pind af det hvide.
kokken
28. oktober 2008 at 09:54God bedring herfra….. og du har ret! Det er meget dumt at rende rundt og lege helt når man hører hjemme under dynen. Øv!