32

Så bliv dog hjemme!

I går aftes placerede jeg strategisk en kop rygende varm te indenfor rækkevidde, rystede puderne og fandt strikkepindene frem. Jeg var helt klar til en aften med ualmindelig begrænset aktivitet og det lykkedes, men ikke helt, som jeg havde forestillet mig, for der skete noget undervejs. Jeg vågnede først, da det var tid til at gå i seng.

Nu kunne man så forledes til at tro, at jeg så var frisk og ikke kunne sove, men det gik ualmindelig fint. Jeg besvimede omtrent, da jeg fandt under dynen og vågnede først sidst på natten til ondt alle steder og en kvalme, som jeg fint kunne have undværet. Føj for den, siger jeg bare…

Nu har jeg sovet. Og sovet. Og sovet. Det hjælper for lidt…

Jeg har stadig ondt alle steder. Halsen er ru og jeg er sølle. Jeg gider bare slet ikke at være syg. Jeg har forøvrigt heller ikke tid til at være det. Jeg har til gengæld en god fornemmelse for, hvor jeg har hentet skidtet.

Sådan er det at arbejde forskellige steder i tæt kontakt med mennesker. Det er ikke alle, som forstår, at det ikke er heltegerning at møde op på job med sygdom i kroppen. Nogle synes, at de er medaljemateriale, når de sidder og fnyser og nyser, mens de sørger for at samtlige andre i rummet udsættes for deres virus og bakterier.

Øj, hvor er jeg træt af, at mennesker ikke kan indse, at sygdom kan spredes…

Du vil sikkert også kunne lide