Ikke rigtigt noget…

Der er gjort rent bord efter gårsdagens udskejelser. De sidste stykker service snurrer i opvaskemaskinen og jeg har tid til ingenting. Den slags skal udnyttes, så jeg har placeret mig i husets bedste stol med strikketøj i hænderne, mens jeg lytter til radio og nyder, at Oline løber lidt til og fra.

Med jævne mellemrum kommer jeg i karambolage med alle de ledninger, det er lykkedes mig at få stukket i den stakkels overbebyrdede computer. Så bander jeg hele skidtet langt væk, mens jeg forsøger af slippe ud af jerngrebet.

Er ærme færdigt og flyttet over på den omfangsrige rundpind, som allerede rummer bullen. Det glider, som smurt i olie…

Jeg slår nye masker op, tæller og starter på det sidste ærme. Jeg hygger mig gevaldigt, mens jeg sender Kenneth ud i verden. Kan jeg slippe, gør jeg det. Jeg slipper.

Efter en tid mærker jeg, at jeg ikke er rigtigt god til det mønsterstrik. Det kommer ikke som nogen overraskelse. Det er aldrig lykkedes mig at få styr på flere tråde på én finger, så jeg skifter. Jeg skifter konstant og det tager tid, men allerværst kræver det tilsyneladende nogle rygmuskler, som jeg ikke har.

Jeg får ondt. Jeg sidder dårligt… men så husker jeg, at jeg ligger frygteligt godt ovre i hjørnet…

Nu er kaffen beygget, puderne er rystet og jeg er helt klar til at indtage det hjørne, som nok omtrent er det bedste, der er sket for mig i det sidste lange stykke tid. Sælg bare min stue, men lad mig beholde mit pudehjørne, for derovre er der udsigt til alt det jeg elsker. Familien suser forbi, Oskar ligger i fodenden og jeg kan vælge at lade mig underholde af stilhed, radio eller tv. Hvad kan man ønske sig mere på sådan en lørdag? Ikke rigtigt noget, jeg kan komme i tanke om.