Så forsvandt den torsdag…

Der er vasket et par maskinfulde tøj. Der er drukket kaffe og der er sorteret bunker. Der er talt i telefon, spist dejlig aftensmad, talt lidt mere i telefon og drukket lidt te. Der er hygget igennem, for vi nærmer os med hastige skridt den sidste feriedag, så tiden skal udnyttes.

Der er også strikket lidt. Pinde 7 er noget ved, for de flytter noget, når man først går i gang. Jeg er nu alligevel glad for, at jeg havde bestemt mig for, at jeg ville forkorte trøjen med en halv rapport, så jeg allerede nu er i gang med den sidste af slagsen, inden der kan sættes af til ærmegab. De er seje træk, de pinde.

I morgen kommer mine nevøer. Jeg glæder mig frygteligt til at se dem. Sidste gang var til Alexanders bisættelse, så man kan vist ikke påstå, at vi overrender hinanden. Deres far kommer naturligvis også og ham glæder jeg mig også meget til at se, men specielt drengene står mit hjerte nær. Åh, som jeg er vild med de knægte. Tvillinger og alligevel så forskellige, men begge to med charme, som kan gøre de fleste kvindehjerter bløde. Selv kusinens. Hun har RYDDET op og det kræver immervæk sin mand, at få hende sat i sving med den slags.

Måske jeg skulle smutte under dynen. Kræfterne skal helst række til lidt kagebag i morgen formiddag, havde jeg tænkt. De knægte skal forkæles, når det er så sjældent, jeg får chancen.