I dag er sådan en dag, hvor jeg længes efter Vesterhavet. Jeg ville gerne gå en tur langs stranden. Jeg ville elske at være stensamler for en dag. Trave stranden tynd med øjnene rettet mod bunden af verden.
Jeg ville samle sten, drivtømmer og skaller. Jeg ville få røde kinder og rodet hår og jeg ville elske det. Jeg ville motionere det nye objektiv, som har vist sig at kunne det, jeg så gerne ville kunne. Det kan tage billeder af mit elskede Vesterhav, så jeg næsten føler, at jeg er der.
Når jeg ser billedet ovenfor længes jeg efter at kaste mig ud i bølgerne, men vejret er vist ikke med mig. Der er mange måneder til næste havbad, for jeg er ikke vinterbader. Jeg er kuldskær. Jeg tænder i stedet stearinlys og hygger mig indendøre. Jeg satser på, at jeg kan få skabt varme med kaffe, levende lys og måske lidt hjemmebagt brød, for dagen er helliget ingenting og stribede ben.
Måske skal strikkepindene motioneres lidt, for der er tid og den er min. Jeg er nået til det sted i livet, hvor der ikke længere er børn, som er afhængige af mig og mine idéer i en efterårsferie og hvor jeg dog nyder det. Jeg er her. Altid. Oline har jeg altid tid til, men hun er ikke længere afhængig af mig i praktisk henseende. Hun har brug for nye sider af mig og det nyder jeg.
Jeg elsker, at jeg har tid. Jeg elsker, at jeg ikke længere er hængt op i praktiske gøremål. At jeg har tiden og den er min. At jeg kan bestemme mig for stort set hvad som helst og bare gøre det. At jeg er fri. Det er sådan, jeg har det.
Jeg har genvundet min personlige frihed og den er vigtig for mig. Faktisk er den så vigtig, at jeg kan imponeres over min sans for at tilsidesætte. Det har været nødvendigt i mange år. Jeg har levet det liv, andre kun lever i ganske få år, i en stor del af mit voksenliv. Jeg har været mor til et barn, som havde behov, som kan sidestilles med ganske små børns behov. Jeg skulle være praktisk hele tiden. Være på forkant.
Nu skal jeg ingenting. Næsten. Det kan jeg altså rigtigt godt lide. Jeg har i den grad været forandringsparat.
15 kommentarer
Liselotte
14. oktober 2008 at 00:53Astrid, egentid er en by i Rusland, når man har små børn. Det forandrer sig. Du skal bare have tålmodighed lidt endnu :-)
Astrid
13. oktober 2008 at 22:51Hold da op. Jeg skal ikke brokke mig, for jeg har to dejlige piger og en varm og betænksom kæreste af slagsen, som bare ikke findes bedre. Men… alligevel. Der er en lille del af mig, der er lidt misundelig, for du har lige beskrevet det, som jeg mangler, og som ind imellem kan drive mig til vanvid. Jeg mangler nemlig tid – eller selvtid, som jeg også kalder det – jeg er et selvtidsafhængigt menneske. Og jeg mangler et værelse, hvor jeg kan gå ind og lukke døren. Og at der ind imellem ikke er nogen, der kræver mig. Den tid er der så uendeligt lidt af, at det der er, har det med at stå og grine af mig… Det kommer jo nok på et tidspunkt, men indtil da – tillykke med din tid! :)
Liselotte
13. oktober 2008 at 17:04Jeg har ikke skrevet om det, Claus – så du er skam opmærksom nok. Det er en dejlig linse, som kan fange bølger og trætoppe. Ah :-)
Claus
13. oktober 2008 at 16:16Du har fået nyt glas – har du glemt at skrive om det tidligere, eller har jeg være dybt uopmærksom ?
Liselotte
13. oktober 2008 at 12:22Livet er helt fantastisk :-)
Ella
13. oktober 2008 at 12:14Jeg kan mærke dine ord, Liselotte – helt ind i sjælen!
Anne Dyrholm Stange
13. oktober 2008 at 12:04Livet er godt, Liselotte, og især når man husker at nyde det.
Ha’ en vidunderlig mandag…
jeanette hegaard
13. oktober 2008 at 11:20Jeg glæder mig til mine børn bliver store og jeg får tid jeg selv kan kan bestemme over, det er stort set umuligt nu.
Det vil være løgn og sige at jeg ikke nogle gange er ved at være i det røde felt over det, men sådan er det nu og så vil jeg glæde mig til det bliver min tur til selv at kunne bestemme – jeg kan jo se på din blog hvor meget man kan nå :-) og så kan jeg jo bruge tiden indtil da til at fylde lageret op så jeg er parat ….
Liselotte
13. oktober 2008 at 10:54Selvfølgelig elsker man sine børn, men derfor må man godt længes efter ro og fred ;-)
Også en god dag til dig :-)
Letten
13. oktober 2008 at 10:48Det er nok bare fordi han vil have jeg sidder hos ham i stuen, men han kan jo ligeså godt komme op til mig. Her er meget hyggeligere (og mere fred)!!!!!!!!
Nå, nu må jeg hellere arbejde lidt, så jeg kan komme hjem til mine elskede unger(for jeg elsker dem jo trods alt) i ordentlig tid.
De har jo ferie.
Ha` en go` da`
Liselotte
13. oktober 2008 at 10:40Gitte J, en travetur langs havet er skønt. I de år jeg boede på Sjælland, var Vesterhavet det, jeg savnede allermest. Nu ligger det en halv time væk. Det er at være rig, synes jeg :-)
En god bog, det er også dejligt. Uhm :-)
Letten, det er vanskeligt at få tid til sig selv, når man er del af en familie. Det gør ingenting i lange perioder af livet, for man elsker jo og er villig til at være en del, men jeg er sådan skruet sammen, at jeg også har behov for kun at være mig, Liselotte. Det nyder jeg, at der nu igen er tid til. Ingen tror jeg er sur. De ved, at jeg vender tilbage og er akkurat lige så irriterende, som jeg plejer at være ;-)
Letten
13. oktober 2008 at 10:37Jeg TAR heldigvis også tid til mig selv engang imellem.
Så burer jeg mig inde på mit værelse.
Min mand tror jeg er sur, men det er jeg ikke.
Skal bare lige være mig selv lidt, med mit strikketøj eller hvad jeg nu finder på. Det blir jeg nødt til. Ellers går det helt galt til sidst.
Det er bare ikke altid det lykkes når man har brug for det.
Det skal planlægges!!!
Gitte J
13. oktober 2008 at 10:36Det lyder til at nyder din ferie lige som jeg gør. En god kop kaffe i stilheden. Min den ældste på 18 år er ikke hjemme, den mindste har en veninde på besøg og de sover endnu, så her er meget stille. Det med at gå tur ved vesterhavet og samle sten, det kan jeg også godt lide. Men jeg vil sætte mig med en god bog. Fortsat god dag til dig:-)
Liselotte
13. oktober 2008 at 10:27Letten, det er jo sådan det er… men jeg nyder, at jeg ikke længere behøver være så praktisk, men kan tage masser af tid til mig selv. Det er ren luksus… :-)
Letten
13. oktober 2008 at 10:25Bare det var mig.
Bare engang imellem.
Jeg har fire unger på 5, 11, 15 og 18 med hver deres behov for mig. Ja selv den store på 18.
Der er altid ihvertfald en eller to unger hjemme.