Søndagsskovtur

Vejret har været vidunderligt her i det Nordjyske, så vi snuppede bilen, efterlod en pyjamasklædt Oline herhjemme og kørte i stedet op omkring mor, så hun kunne komme med en tur i skoven. Oskar var med som pibedyr. Hold da op, som han er anstrengende selskab, når han fornemmer, at der venter gode ting forude. Så er hans tålmodighed mindre end min og det siger immervæk ikke så lidt…

Vi endte oppe i Hammer Bakker. Normalt kører vi ned til Rold, når vi vil i skoven, men i dag tog vi nordpå. Det tager nemlig kun et kvarters tid, så står vi midt i herligheden.

Hold da helt fast, som der er knald på farverne derude. Et sandt festfyrværkeri.

Det er forbundet med stor nydelse for mig, at færdes i skoven på denne årstid. Jeg elsker duften og jeg elsker farverne, så selvom benene protesterede til en start efter gårsdagens tur op og ned af trapper, så kom der hurtigt gang i dem, da først vi skridtede ud fra parkeringspladsen.

Vi ville finde Pebermosen. Vi fandt den nu aldrig, men det gjorde ingenting, for vi fandt så meget andet.

Vi var næsten alene i den ende af skoven og Oskar havde så travlt med at snuse, at han og mor snart forsvandt ude i horisonten. Så tog vi tiden til at slentre. Det skal man i en skov, synes jeg. Tage sig god tid og gå på opdagelse i skovbunden og trætoppene.

Pludselig fik jeg øje på nogle æbler. “Kenneth, kan du ikke lige…”, sagde jeg så, for jeg kan jo ikke nå. Selvom jeg selv bilder mig ind, at jeg er høj og smækker, så er virkeligheden jo, at jeg er en lille gnom, som under ingen omstændigheder kan nå højtsiddende æbler. Godt jeg har en mand, som kan. Så kan jeg fotografere imens…

Kenneth endte helt inde i krattet, for æblerne måtte vi altså smage…

Jeg aner ikke hvad sort det var, men de var utroligt velsmagende. Saftige og sprøde var de og så var vi endda så flinke, at vi gemte smagsprøver til mor også, selvom hun og Oskar forlængst var forsvundet bag indtil flere hjørner.

Vi fandt dem helt ude for enden af verden. Sådan føltes det i hvert fald…

Hertil gik vi og ikke længere. For enden ligger en lysning, som fortsætter ud i en skrænt, som ingen af os havde lyst til at prøve at forcere. Vi vendte om, tog turen tilbage og den var nu ikke blevet mindre smuk, bare fordi vi havde set den én gang.

Hjemme igen stod den på rugbrød med hjemmerørt torskerognssalat, varme valnøddeboller med smeltet ost og kaffe. Nu er jeg SÅ klar til en morfar og jeg må gerne…