Bulbjerg tur/retur

Der er langt til Bulbjerg. I hvert fald, når man vil omkring Svinkløv og vende…

Nå ja, jeg endte med at være en smule forsinket. En smule!

Kenneth guidede mig i rigtig retning over telefonen, for Åse stod pludselig helt af på destination Bulbjerg og faktisk resulterede det i, at vi skal have en alvorlig snak lidt senere. Vi er ikke de bedste venner længere, men skidt, for Bulbjerg var værd at slide lidt for og på toppen stod Steen og ventede uden at være det mindste sur. Han er en meget tålmodig mand med en god sans for eget selskab, så der var ingen skade sket.

Udsigten fra toppen er fantastisk. Jeg havde helt glemt det. Der er så meget frihed i landskaber og selv højdeskrækken glemmer jeg, når jeg står med udsigt til Lild Strand og videre ud langs kysten. Øjnene skal indstilles på uendelig og vejret var helt rigtigt i går. Lidt diset, men med blå himmel på vej.

Steen insisterede på en tur ned af en halv million trapper, for selvfølgelig skulle det hele ses nedefra også. Gode ben er ikke noget jeg gør i, så det var lidt af en udfordring, men ned kom jeg. Danmarks eneste fuglefjeld lå lige neden for trappen.

Det er imponerende. Sådan er det bare. Det strækker sig mod himlen og det er en gave at være der med et menneske, som ved så meget om stedet. I klippefremspringene yngler Riden i foråret. Nu ved jeg, at Riden kun får 2 unger mod de fleste andre mågers fire. Jeg ved, at fjeldet er næsten 50 meter højt og jeg kender en, som ikke synes, at skilte nødvendigvis skal tages særligt alvorligt.

På havet lå en flok edderfugle og vuggede på bølgerne og i vandkanten gik overmodige mennesker med skoene i konstant fare for vandindtag. Nogle skal jo udfordre livet og således også Steen, som lige måtte ud at snitte klippen med fare for nedstyrtninger. Jeg blev på fast grund og i sikkerhed. Jeg er en tøsedreng.

Jeg fandt en sten, hvor jeg kunne sidde og bare være et øjeblik. Jeg skulle jo også tage Skarreklit i nærmere øjesyn. Den er ærlig talt ikke var særligt imponerende, efter den er væltet i havet, men den er der. Jeg så den da… når den med mellemrum dukkede op mellem havets bølger.

Mens jeg sad på stenen og bare nød, at jeg endelig var kommet til havet, var der andre, som skulle udfordre samme hav.

En ældre dame ville gerne have det helt rigtige billede af Skarreklit. Hun trådte ud i en overraskende lille afstand til brændingen, fandt kameraet frem og gjorde sig klar til det helt rigtige øjeblik. Jeg sad stille og iagttog hende. Jeg vidste, at det ville gå galt. Det resulterede da også i meget, meget våde bukser, sko og fødder. Heldigvis kunne både hun og jeg grine af det.

Det var nu ikke fordi havet viste tænder. Slet ikke. Der var stille, mildt og dejligt derude, men bølger sørger for, at vandet når langt op på stranden. Det havde den ældre dame vist lige overset, så der var våde tæer til hjemturen.

Der var andre, som fik våde sko, men jeg er alt for pænt et menneske til at fortælle hvem…

Jeg elsker havet. Jeg elsker at være derude, hvor den friske luft er rigelig og man kan trave uendeligt, hvis det er, hvad man gider.

Jeg elsker ikke en halv million trapper, for at returnere til toppen af Bulbjerg. Slet ikke. Jeg gjorde det. Jeg holdt de herligste pauser undervejs, for jeg har ben, som er usamarbejdsvillige, men jeg gjorde det! Der var heller ingen alternativer. Det havde Steen gjort mig klar. Han gad hverken skubbe eller bære, så der var kun én vej og det var op. Jeg gjorde det fandeme!

Bagefter var der turen tværs gennem en lille del af Vester Han Herred. Ind gennem Bjerget, Frøstrup og de andre små byer. Der var kig til landskaber, som er så smukke, at jeg bliver helt åndeløs. Der var gæssene, som fløj lavt hen over himlen i smukke formationer. Jeg elsker lyden af gæs, så jeg kørte for åbne vinduer. Måske lidt ufornuftigt årstiden taget i betragtning, men jeg kender en, som havde fyret så meget op i brændeovnen, at jeg kunne have siddet i det rene ingenting, da vi ankom til Steens plet i verden. Otteogtyve grader! Nå ja, det nærmer sig da en sauna…

Bagefter var der havevandring, hønsesnak (det er mig, der snakker med høns – kald mig bare tåbelig, men jeg savner altså høns), en udsigt, som er helt fantastisk, varm kaffe og så timerne med ord. Masser af ord. Hjerneføde. Godt selskab, som er ukompliceret og uendeligt kompliceret, som jeg elsker det.

Tak Steen, jeg havde en skøn dag :-)