Mospauser

Jeg har en plæne, som på sine steder er mere mos end den er græs. Nogen kunne irriteres over det, men jeg elsker det. Er du klar over hvor blød sådan en plæne er? Bare tæer kærtegnes blidt og elsker derfor, at der er blødt mos mere end der er strå.

Mosplænen indbyder til at ligge på ryggen med næsen i sky og bare lytte til fuglenes kvidren. Den slags passer mig vældigt godt.

Det er skyggen, der gør det. Mos trives i skygge. Jeg har store træer og naboen har store træer. Der er meget skygge og derfor meget mos. Det er helt i orden med mig. Jeg river ikke. Jeg fjerner ikke. Jeg hylder. Jeg træder med bare tæer og ligger på ryggen og nyder, at der er blødt og godt. Mos dufter af skovbund. Uhm.

Nogle af de træer, som giver skygge, er gamle, stolte kastanjer. Nu smider de frugterne og plænen er pyntet med kastanjer strøet tilfældigt. Det er så smukt, synes jeg og nok er det efterår, men mosplænen er stadig indbydende. Den er grøn og saftig lige nu, så at sidde et øjeblik med tæerne begravet i mos er en sport, som sagtens kan dyrkes i oktober også.

Jeg ved godt, at der er mange, som kæmper en evig kamp mod mosset. Jeg omfavner det i stedet. Jeg elsker duften af mos og efterår. Det hele er derude. Og jeg skal huske mine pauser. I mosset.