En foræring

Nogle dage ender anderledes end de var tænkt. Sådan en dag har jeg. Jeg fik tidligt fri og at sætte sig ind i bilen, dreje nøglen og køre ud på Hadsundvej med solen i øjnene og udsigt til så tidligt fri, det er ren lykke.

Da jeg kom hjem, satte jeg vand over til en kop kaffe, tog kameraet under armen og Oskar med, for en tur i haven var oplagt, mens vandet kom i kog.

Der er bare så meget efterår nu, at der ikke er mulighed for at lyve længere. Vi er trådt ind i de måneder, hvor det, der driver mit værk, er viljen mere end lysten.

Der er koldt udenfor, selvom solen gør sit allerbedste for at lokke. Der er ikke længere rigtig varme i ildkuglen og selv i hjørnerne med læ, er det ikke længere muligt at sidde og drive den af. Der skal abejdes for varmen og det passer ikke rigtigt mit temperament, eller noget…

Til gengæld for morgenmørket og det manglende lys får vi farver. Eksplosioner af brunt, rødt og gult. Faktisk elsker jeg efteråret. Jeg kan lide, at der er rusk og regn, indeliv med hygge og stearinlys og masser af tykke trøjer, men jeg hader morgenerne. Sådan er det bare.

Jeg gik ind i skoven for at samle lidt kastanjer. Der skal vel en enkelt i lommen, som der plejer. De ligger spredt overalt sammen med nedfaldne blade og resterne fra sommerens fugleinvasion i form af gamle mirabellesten, fjer og æggeskaller.

Oskar er ikke sen til at nyde. Han sætter sig stille i en solplet og nyder, at der er varme at hente, mens han roligt venter på, at jeg bliver træt af at samle. Øjnene er sammenknebne, for selvfølgelig skal næsen i solen. Han elsker den sol og kan slet ikke få nok. Jeg kender det godt.

Sikke en fantastisk efterårsdag jeg har fået forærende :-)