Jeg nåede lige at smide kagen i ovnen for pigerne, så bankede det på døren. Min kusine kom forbi til improviseret strik-in, for hun var havnet i en ærmegab, som ikke lod sig løse uden assistance. Der blev brygget en kande te og så blev der snakket igennem oppe ved spisebordet, mens hun strikkede løs på sine ærmegab og jeg fremdrog et par nøgler gammel, solid uld.
Jeg nåede at strikke en halsedisse, mens hun strikkede den ene endeløse retpind efter den anden. Halsedissen blev rigtigt fed, med brede snoninger og herligt rustik. Jeg kommer til at elske den, men I får den først at se ved dagslys. Det er der ikke nu. Der er mørkt, så jeg vil finde stearinlysene frem. Jeg tror, at jeg trænger.
6 kommentarer
Liselotte
7. oktober 2008 at 07:30Halsvarme er ved at være aktuelt og så er en halsedisse da uundværlig ;-)
En klipfisk var – heroppe nordpå – sådan en lille fisk med hale, hvor du stikker snipperne ind i de dobbelte ribstykker, men denne her… det er en halsedisse – sådan et kakkelovnsrør med plads til indbygget varme :-)
merete
6. oktober 2008 at 23:50det lyder som en super hyggelig måde at spendere en aften på.
Karin
6. oktober 2008 at 21:35Du lyder begejstret – jeg tror jeg bliver det samme. Glæder mig til at se halsedissen i dagslyset :-)
Anne Dyrholm Stange
6. oktober 2008 at 21:30Man kan sgu ikke andet end at elske OG smile af ordet Halsedisse!
Nogen kaldte det også en Klipfisk, da jeg var barn.
Glæder mig til at se din udgave…
Pernille
6. oktober 2008 at 21:19Uhm – efterår og mørke aftener med stearinlys og hygge :)
Helle K.
6. oktober 2008 at 20:35Jeg venter spændt :) Jeg har selv overvejet Cherry idag – med nogle fede farver :)