Forleden mødte jeg en bekendt, som jeg ikke har set siden Alexander døde. Han spurgte selvfølgelig hvordan det går og sagde så “… og I må jo mærke det mest, med al den tid I har pludselig har fået”, men det er ikke sådan, det er.
Det er klart, at det er en kolossal forandring, som sender trykbølger ned gennem alle dele af vores liv og forandrer det. Det er også det, jeg først får øje på, hvis jeg skal se på vores liv efter Alexanders død, men det er ikke der, den største forandring ligger.
Den absolut største og mest gennemgribende ændring i mit liv er, at jeg kan vågne en lørdag morgen med en krop, som er stille. En krop, som ikke er stormvejr indeni, men helt stille med en puls, som er normal og et hjerte, som ikke ræser afsted.
Jeg tror ikke, der er mange, som nogensinde til fulde har forstået, hvad det gør ved et menneske, at leve med et barn, som er så udfordret, som Alexander var de sidste år. At være en familie, som i den grad manglede hjælp, men ikke fik det. Man er i konstant beredskab. Man slapper aldrig af. Man er bange hele tiden. Bange for, hvad der venter lige henne om hjørnet, for det venter. Man ved det, så hjertet ræser af sted og stressen er gennemgribende og invaliderende. Man mister fokus og evnen til at koncentrere sig, man glemmer alting og allerværst, så har man aldrig fred. Det hele er en konstant, man må leve med.
Nu vågner jeg lørdag morgen, med en krop, som er stille. Jeg vågner og er i stand til at høre verden. Jeg har så meget ro, så jeg kan koncentrere mig om at nyde og være til stede i nuet.
Stilheden indeni er den største forskel.
Nu sidder jeg her med udsigt til modne figner og solskin og jeg savner Alexander, så det gør ondt langt ind i sjælen, men jeg savner ikke angsten, kroppens alarmberedskab og den konstante hjertebanken.
Jeg kunne være bitter. Jeg kunne bruge tid på at dykke ned i den sidste tid vi fik sammen og begræde, at der ikke var hjælp at hente nogen steder, selvom vi bad så konstant og intenst om den. Det gør jeg ikke. Der er ting her i livet, som ikke står til at ændre. Ting, man er nødt til at leve med. Man vælger selv hvordan.
Jeg vælger, at jeg vil huske alt det gode. Jeg vælger at huske, at Alexander i den grad berigede mit liv. Jeg vælger at huske hans grin, hans humor og alle hans gode dage, som heldigvis var i overtal.
Jeg vælger, at jeg vil være taknemmelig for, at vågne en lørdag morgen med stilhed indeni. Det sidste er nemlig ikke en selvfølge. Det er en gave.
37 kommentarer
Lotte
7. oktober 2008 at 21:13“Jeg kan ikke diskutere emnet yderligere med dig, for vi taler fuldstændig forbi hinanden.”
Jeg er helt enig.
Men tak for snakken.
Lotte :-)
Liselotte
7. oktober 2008 at 07:31Astrid og Lotte, jeg vender tilbage. Jeg skal lige fintænke, men har mere på hjerte, kan jeg mærke :-)
Astrid
7. oktober 2008 at 01:13Kære Liselotte
Du rammer lige i hjertet igen, tak. Det er præcis sådan det er. :)
Kære Lotte
Jeg kan ikke diskutere emnet yderligere med dig, for vi taler fuldstændig forbi hinanden. Men jeg vil godt prøve at forklare mig bedre.
Jeg kan mærke at det provokerer mig, at du slet ikke hører mig. At jeg taler om mig og mit liv. Jeg er ikke ude i en diskussion af teorier eller kritik af dine skriverier.
Jeg kan give Liselotte ret i, at det er en god og interessant ting at komme ud i afkrogene og diskutere sine holdninger med dig.
Men jeg har slet ikke de kræfter, som er krævet for at komme ud i mine afkroge.
Jeg lever jo i det her. Og du prøver på en eller anden måde at diskutere mit liv med mig. Og jeg er ikke bange for at dø. Jeg vil gå så langt som til at sige, at min egen død ville være en befrielse. Jeg lever ikke med sorgen og frygten, fordi jeg fik børn for at slægten skulle leve videre. Jeg lever med den, fordi jeg elsker mine børn så fandens meget. Jeg vil bare ikke undvære dem.
Og jeg kan slet ikke rumme at du prøver at gøre den kærlighed til en teori om, at kærlighed bare er et mekanisk udtryk for artens overlevelse.
Jeg har dyb respekt for din holdning og dine teorier (som du helt sikkert deler med rigtigt mange). Måske kan jeg også en dag, når mit barn er dødt, tage udfordringen op og udvikles af sådan en debat.
At min søn skal dø er ikke mit første møde med frygten, sorgen og livets smerte. Jeg har været tabet igennem én gang, så jeg ved, hvad der venter mig. Jeg ved også, at jeg overlever. At selvom de første måneder kun kan udholdes ved at tigge vorherre om at lade mig dø, så ved jeg at lidt efter lidt får jeg vejret igen. At efter 1 år kan jeg nøjes med at græde ind i mellem. at efter 1½-2 år er jeg sorgprocessen igennem og vil have forholdsvis hensigtsmæssige reaktioner. Dvs. ikke græde over ting, som ingen mening giver, men kun græde over det, der virkelig vækker minder.
Jeg ved, at jeg bid for bid vil vågne igen efter tabet og finde glæde ved de små ting og de store.
Måske vil jeg en dag igen se tilbage og sige at også dette tab gjorde mig til et bedre menneske og mere hel. Måske vil det endda give mening.
Men jeg vil det for fanden ikke. Jeg vil have, at han skal leve. Jeg vil beholde ham hele mit liv og elske ham som bare fanden. Fordi han er mit hjerte. Mine arme og ben. Min lille pirat, som jeg har kæmpet så hårdt for at få og beholde. Fordi det bare er.
Kan du ikke glemme teorierne lidt og åbne dit hjerte og forstå mig, Lotte?
Sole
6. oktober 2008 at 13:20Endnu engang, Liselotte, har du givet mig ny indsigt. 1000 tak for det!! Og ikke mindst indsigt i mig selv, jeg er så heldig at ha’ et sundt og raskt barn, men jeg har i anden forbindelse levet med angsten i mange år. Det havde jeg bare ikke selv fået sat de rigtige ord på, de kom, da du beskrev angsten, det er jo det, jeg har gået og følt i mange år. Tak for det endnu engang, det gi’r mig lige et megaskridt fremad og opad!!!
Lotte
6. oktober 2008 at 12:29Åh ja…ps…
“Du kan ikke nå fremt til at dit barn må dø, for at andre kan leve. Jeg tror selv i en koncentrationslejr, ville jeg kunne finde et glimt af mening. Tro på at min død ville skåne en anden. At min død måske blev den der åbnede øjnene på verden”
Det skriver jeg altså heller ikke noget sted. Artiklen handler om præcis det modsatte…..
Netop den pointe er en efterrationalisering af døden, tankerne opstår da han opdager at hans kone ER død. Mens han venter på den besked, finder han trøst i f.eks. brødet. Jeg tror, men kan selvfølgelig ikke VIDE DET; at alle, der har mistet et barn vil kunne pege ret præcis på små ting, der gjorde, at de ikke gav op.
Jeg skriver ikke i nutid, jeg skrev i datid. Hans ræsonnement var ikke, at han skulle dø, så andre kunne leve, det var at da det VAR sket, fandt han mening i, at det var sket MED henblik på at kunne udholde at leve videre.
Jeg ville let kunne finde indlæg på Liselottes side, der i månederne efter Alexanders død beviser præcis den pointe. Jeg husker alt tydeligt, hvordan familien Weller kom igennem (den del vi så her på siden) Alexanders død ved NETOP at finde mening i hverdagen, de små ting, kroppens nærvær, blomsterne osv. Jeg mener faktisk at Liselottes side er et glimrende eksempel på, at mennesker lever videre SELV efter sådan en tragisk oplevelse/hændelse. Og DET er beviset på at selv om angsten (døden) lammer livet for fuld styrke, så finder vi (man) mening frem, der kan bære livet konstruktivt videre. Også mens det står på.
Den større mening er en efterrationalisering. Behandlerens/hjælperens/vennernes osv rolle er at PEGE på at den mening nok skal komme med henblik på, at familiens ikke giver op. Trøst og lindring.
Jeg bilder mig ind, at de trøstende ord der kom i forbindelse med Alexanders død spillede en nok så væsentlig rolle i det samlede billede. De var i hvert fald ikke ligegyldige, for så havde familien ikke været her i dag.
:-)
Lotte
6. oktober 2008 at 12:09“så mener jeg ikke at du kan sidestille angsten for at dø, også hvis man er truet på livet, med den følelse man har, når ens barn har en dødsdom hængende.”
Astrid, mellemregningen ser sådan her ud:
Kærligheden til ens barn er angstens absolutte modsætning. Når ens barn er så syg, så det kan dø, så trues man på sin eget liv FORDI ens kærlighed er så ubetinget til barnet. Hvis ikke man kan regne med, at netop det at få et barn er livsopretholdende, hvad kan man så regne med? Hvad er der i stedet?
Absolut ingen mening, mener jeg.
Du skriver det jo næsten selv:
“I frygten for sit elskede barns liv er der intet drama, ingen opvejning af mening vs. meningløshed osv. du kan finde en indre ro gennem hårdt arbejde og måske støtte i omgivelserne, men der kan aldrig findes en mening.”
Nej netop…..
Udsigten til at ens barn kan dø undfordrer livets mest fundamentale mening og forhold nemlig det, at vi sætter børn i verden, så de kan overleve os og bringe livet og slægten videre. Det er selve meningen med at vi er her.
Jeg kan ikke komme i tanke om en værre angst end netop den. Den er så antiteoretisk som det næsten kan blive.
:-)
Liselotte
6. oktober 2008 at 10:29Astrid, jeg er utroligt glad for dine kommentarer og jeg er meget enig med dig. Angsten eller uroen eller frygten eller… hvad vi nu skal kalde den, er ikke at sammenligne med angsten for døden, for vi er ikke i fare for at dø. Vi skal miste en, vi elsker højt. Der er distinkt forskel og det ved Lotte også, men hun anskuer tingene ud fra et professionelt og filosofisk plan – og det kan vi næsten ikke rumme, for det er jo virkeligheden for os, ikke noget teoretisk føleri, men hverdagen. Det liv vi lever hver eneste dag.
Jeg har meget stor respekt for Lotte og jeg elsker vores “snakke”, for hun udfordrer mig til at tænke og mærke efter. Jeg er heller ikke altid enig med hende, men jeg elsker, at hun får mig helt ud i hjørnerne af mig selv og når det er sagt, så provokerer hun også mig ved at løfte mit liv og min hverdag op på et plan, hvor det bliver filosofi, men det er det jo. Det handler om mening kontra meningsløshed. Det handler om liv kontra død og skismaet både at elske og hade på samme tid. Det handler om livet på godt og ondt.
Jeg er meget enig med dig i, at det er vigtigt at skelne mellem de forskellige typer af og årsager til angst/frygt.
Jeg synes også, at et interessant fokus er menneskets håndtering af mening kontra meningsløshed. Det bliver i høj grad aktuelt, når man får børn som vores. Alexander blev givet næsten sytten år, men siden han var knapt et år har vi vidst, at han ikke ville blive særligt gammel. Hvordan lever man med den viden? Hvordan finder man mening i sådan en besked og livet efter? Hvordan håndterer man, at barnet lever på lånt tid? Hvordan lever man med, at det var præcis mig/os/ham, der skulle gennemleve det her? Hvordan finder man mening med det? Det finder jeg interessant.
Jeg oplever, at der er stor forskel på hvordan man håndterer den slags. Nogle klarer sig rigtigt godt. Lever livet. Elsker hver eneste dag og bebrejder ingen, men sigter mod det gode liv, som rummer grin, sjov, kærlighed og masser af lyse stunder. Andre magter ikke det og det handler ikke kun om at finde en mening med den forestående død. Det handler om mange ting, fornemmer jeg.
Jeg synes, at det er interessant at dykke ned i den del af vores liv, for der er læring at hente og den kan gøre livet meget nemmere for mange, hvis vi bliver lidt klogere på de mekanismer.
Tina - omme i London
6. oktober 2008 at 10:20Knus til dig ((((((((((((((((((Liselotte)))))))))))))))))))))) – bare fordi.
Astrid
6. oktober 2008 at 07:52Hej igen
Liselotte, den skulle gerne stå under den anden. Jeg fik vist bare trykket enter for tidligt.
Lotte,
jeg har ikke misforstået dig. Jeg er bare uenig. Selvom jeg synes mægtig godt om dit indlæg og din velskreventhed, så mener jeg ikke at du kan sidestille angsten for at dø, også hvis man er truet på livet, med den følelse man har, når ens barn har en dødsdom hængende.
Det er muligt at folk med både patologisk angst og en mere reel angst for at dø også kan opleve det samme i den måde de gennemlever angsten, men at leve med at et menneske du elsker så højt er døende er noget andet.
Måske er angst et forkert ord. Måske er det bedre at bruge ordet, frygt.
I frygten for sit elskede barns liv er der intet drama, ingen opvejning af mening vs. meningløshed osv. du kan finde en indre ro gennem hårdt arbejde og måske støtte i omgivelserne, men der kan aldrig findes en mening.
Du kan ikke nå fremt til at dit barn må dø, for at andre kan leve. Jeg tror selv i en koncentrationslejr, ville jeg kunne finde et glimt af mening. Tro på at min død ville skåne en anden. At min død måske blev den der åbnede øjnene på verden.
Men der er og bliver ingen mening med at et lille barn skal dø. Jeg kan kun, som mor, forsøge at finde en afklarethed og en erkendelse af, at det ikke står til at ændre og dermed kun forværres, hvis jeg piner mig selv med det, der alligevel ikke står til at ændre.
Ja, jeg er så ufatteligt bange for, hvad den dag bringer. Men jeg vil være her hver dag indtil da. Jeg vil elske ham fuldt og helt og aldrig pakke mit hjerte ind. Jeg vil sikre mig, at når jeg mister ham, så har jeg givet alt og gjort alt og været der så meget, som jeg følte var rigtigt for os.
Jeg forstår godt, at angsten i andre henseender er en effektiv mekanisme og en for kroppen sund følgesvend. Meget angst bunder faktisk i nogle ur-instinkter, som enten er overrepræsenteret hos nogle eller som vækkes til live i en fuldblodsversion, når vi er truet. det hvad enten det er en reel trussel eller ej. Når klaustrofobe frygter at gå ind i små rum er det til en hvis grad fornuftigt, da et menneske jo kan kvæles, hvis man spærres inde i et lille rum uden lufttilførsel.
Vores frygt for at miste er imidlertid en gift. En uvelkommen parasit, som man dagligt skal kæmpe for at holde ude. Den er bundet op i en knude af afmagt og sorg og har intet at gøre med frygten for vores eget liv, da det åbenlyst ikke er i fare (heller ikke på en ur-instinkt agtig måde).
Frygten er en følgesvend, som må tolereres oveni alt det andet, vi allerede tolererer.
Og jeg vil give Liselotte ret i, at for de fleste, der lever med vores frygt, kan støtte og samvær og kompetente omgivelser lette vores frygt betydeligt.
Desværre har vi ikke længere et samfund, der fostrer sådan en solidaritet.
Kh Astrid
Lotte
5. oktober 2008 at 22:12“Lotte, jeg kan godt se at du har en proffessionel interesse i emnet, men jeg synes personligt at du professionaliserer noget, som ikke er sygeligt ej heller nødvendigvis behandlingskrævende.”
Astrid, jeg tror du har misforstået, jeg skriver vist faktisk præcis det modsatte. Men læs eventuelt den her:
http://eksistens.wordpress.com.....-meningen/
:-)
Liselotte
5. oktober 2008 at 21:36Lotte, fin observation at få med. Om der er sandhed i den, ved jeg ikke, men der er vel forholdsmæssigt mange af de store kunstnere, som samtidig har lidt af angst i en eller anden form. Måske er det sådan, at sanseapparatet skal være sensitivt for at skabe det usædvanlige og med det følger også angsten… måske…
Astrid, jeg er rigtigt ked af, at halvdelen af din kommentar mangler. Jeg håber, at du har lyst til at gentage den :-)
Astrid
5. oktober 2008 at 21:33Hej Liselotte
Med et svært handicappet barn i flokken vil jeg gerne give mit besyv med.
Jeg lever også med den dystre udsigt, for 1½ år siden hed det dag til dag, nu er det bare uvist.
Jeg vil give dig ret i at det er 100% invaliderende men også i at det er muligt at vælge sin tilgang til angsten.
Jeg tror ganske rigtig at det handler om angsten for døden, smerten, tomheden og måske også vanviddet (kan mit sind overleve at miste et barn). Jeg tror også der ligger meget andet i det, som kanaliseres eller opfattes som angst.
Sorgen over at vide døden venter forude, vrede over livets uretfærdighed og det evindelige spørgsmål – hvorfor mig – hvorfor os.
Jeg tror overlever på kærligheden. Jeg kan simpelthen ikke lade mig æde op af angst og sorg, når jeg fyldes op hver dag af den lille dreng. Der er så stor en kærlighed omkring ham at luften emmer af det.
Jeg overlever også på at gå igennem hver dag et minut ad gangen. At prioritere at gennemleve min angst og sorg istedet for at kyse den. Jeg bruger først kræfter på oprydning og tøjvask når jeg har brugt kræfter på mit indre.
Når det så er sagt så rammes jeg nogle gange alligevel lige i solar plexus. Når han pludselig bliver syg med alt muligt mærkeligt eller et eller andet nyt problem opstår.
og så skal jeg forfra igen med at genvinde ligevægten imellem alle følelserne.
I øvrigt er der stor forskel på angst ligesom der er stor forskel på depressioner.
Nogle typer er opstået af en ukendt årsag – måske en indre psykisk lidelse eller en kemisk reaktion i hjernen. Men andre opstår fordi der er en reel årsag til angsten eller sorgen eller nedtryktheden.
Lotte, jeg kan godt se at du har en proffessionel interesse i emnet, men jeg synes personligt at du professionaliserer noget, som ikke er sygeligt ej heller nødvendigvis behandlingskrævende.
At være angst for at vores børn skal dø, når de reelt er dødsdømte, er ikke tilnærmelsesværdigt det samme som at lide af patologisk angst og med fare for at overskride mine beføjelser som kommentator på bloggen, vil jeg påstå, at du skal have stået i samme situation for at vide, hvor indgribende det er.
Liselotte, jeg er så glad for at læse din blog. At du viser os andre, at det kan lade sig gøre at få et liv bagefter. At elske sine andre børn selvom et af dem dør. At stadig kunne se det smukke i livet og verden, når man slet ikke kan forestille sig en verden uden ham.
Kh Astrid
p.s. undskyld dobbeltpost – ti tommelfingre idag.
Astrid
5. oktober 2008 at 21:13Hej Liselotte
Med et svært handicappet barn i flokken vil jeg gerne give mit besyv med.
Jeg lever også med den dystre udsigt, for 1½ år siden hed det dag til dag, nu er det bare uvist.
Jeg vil give dig ret i at det er 100
Lotte
5. oktober 2008 at 21:09Lige en sidste kommentar, helt subjektivt betragtet naturligvis, men….ALLE de mennesker jeg har mødt, der har mødt angst, og her taler vi ikke om “jeg er bange for at min kæreste går fra mig café latte segmentet” (sorry) har alle været usædvanligt begavede mennesker, de har en vigtig ting til fælles, og det er visdom. Det er som om, at angsten med sin pinefulde tilstedeværelse OGSÅ forsynede dem med en livsindsigt, som tilsyneladende ikke er enhver beskåret. Deres sanseapparat er simpelthen bedre end de fleste andres. Dertil kommer, at der også blandt disse mennesker er en overrepræsentation af kunstneriske begavelser. Det er i hvert fald min observation og erfaring.
:-)
Liselotte
5. oktober 2008 at 20:22Selvfølgelig er man som hjælper nødt til at nærme sig angsten med andre briller, for ellers ender det i ingenting og angst. Kun det. Det ville være frugtesløs gerning.
Jeg forstår godt, at du sætter spørgsmålstegn ved behandlerne. Der er mange, som mangler respekt, indsigt og evner. De gør stor skade.
Omkring anskuelsen af angsten, som en indikator og hjælper i en proces, som måske er nødvendig, så har du ret. Det er formentlig sådan det er, men det gør den ikke mindre nem at hade, når man er ejeren. Selvfølgelig må man, som behandler, anskue den omvendt.
Ja, der er vel tale om komplementaritet. Heldigvis :-)
Lotte
5. oktober 2008 at 19:26“Jeg tror bare, at der er meget angst, som kan elimineres gennem viden og forståelse.”
OG det tror jeg er et (dejligt) udtryk for din optimisme og positive indstilling til livet. Jeg er langt mere pessimistisk, og jeg mener i den forbindelse, at der er al for mange kvaksalvere, der beskæftiger sig med angst. De færreste aner, hvad de taler om. Jeg deler, desværre, ikke din optimisme. MEN, jeg taler heller ikke om om med viden omkring f.eks. forældre til svært handicappede. Jeg møder nok de sværere tilfælde. Ja ikke at det andet ikke er svært nok, det skal guderne vide, at de er, men det er bare noget helt andet, når der er tale om angst, der har sat sig (invaliderende) fast.
Jeg forstår 100% af du hader angsten, men som behandler, tænker og professionel er man nødt til at se lidt anderledes på det, ellers ender man i en følelsesforløjet sympatiangst, og det flytter absolut intet. I den forbindelse er angsten nødt til at betragtes konstruktivt som en hjælper, hvorfra man kan navigere i den rigtige retning. Der er KUN en vej, hvis man vil (eksistentiel) angst til livs, og det er en kontant stirren angsten i øjnene tilsat konstante rationelle refleksioner, der korresponderer med virkeligheden. Alene DEN manøvre er jo på kanten til at være umulig med mindre, man har en SUPER hjælper i processen. Og hvor mange har lige det? Jeg bilder mig i den forbindelse ind, at de “hjælpere” kommunen råder over, faktisk laver flere ulykker end de yder egentlig hjælp. Det synes jeg, jeg har set mange eksempler på.
MIN erfaring er, at jo mere mod, jeg demonstrerer i situationen, hvor nogen skal igennem angst, jo “lettere” går det, men det skal gentages og gentages og gentages, og på den baggrund taler jeg om lindring fremfor helbredelse.
Skældet er fint, så fint som et spind, den eksistentielle angst er et opråb, et sundhedstegn der fortæller, at noget er HELT galt. Jeg tænker, at det er derfor man også kommer til at hade den så inderligt, men det ændrer intet ved, at man som hjælper er nødt til at se det omvendt, ellers kan man desværre ikke hjælpe.
En slags komplementaritet måske….
:-)
Liselotte
5. oktober 2008 at 18:55Lotte, jeg tror du misforstår mig, for jeg ved godt, at der findes angst, som ikke fjernes ved samtale, omsorg og kærlighed. Jeg tror bare, at der er meget angst, som kan elimineres gennem viden og forståelse.
Hvis der var kommet dato på Alexanders død, havde det ikke elimineret angsten, men… for der er et men, den angst jeg taler om, handler ikke om angsten for døden, men angsten for at miste og fra tabet komme videre.
Den handler om angsten for det ukendte, som for mit vedkommende var en kombination af livet uden Alexander og tiden inden han døde. Tiden lige inden. Hvordan ville den være? Ville han have smerter? Ville han kæmpe imod? Ville vi kunne mildne og give ro, kærlighed og omsorg?
Jeg har ikke haft en dato, men jeg har haft et tidsperspektiv, som gjorde, at jeg vidste, at tiden var begrænset og nej, uagtet at man ved det, bliver man aldrig klar. Angsten bærer man med sig. Angsten for det ukendte.
Jeg har stor respekt for angsten. Jeg kommer aldrig til at sætte pris på den. Jeg HADER den. Det vil jeg gøre altid. Den er invaliderende, ødelæggende og sikkert nødvendig, men jeg kan ikke lide den. Den gør mig syg, men måske er jeg farvet af, at have levet med den så mange år.
Jeg er helt enig med dig omkring dine betragtninger om mennesker med patologisk angst. Jeg ser ofte eksempler på mennesker med patologisk angst, som ikke skærmes, men i stedet ødelægges af et samfund, som er resultatorienteret og meget lidt favnende. Det sidste er rigtigt trist.
Lotte
5. oktober 2008 at 17:29Hmmm….det tror jeg så ikke. Der eksisterer typer af patologisk angst korresponderende med heftig mangel på signalstoffer, dybe depressioner, typer af parkinsonisme, skizofrenitilstande, generaliseret angst der har sat sig til en permanent tilstand osv. De typer, kan man ikke snakke sig ud af. Der er ekstrem usikkerhed på området, og stort set alle faggrupper skændes om, hvad der kom først hønen eller ægget. I forhold til de mere heftige angsttyper er psykiatrien på spanden, de kan ikke helbrede, men de kan lindre. VIsse (arrogante) psykologer, og dem er der desværre flest af, tror på kognitiv terapi som vejen til himlen. Jeg, som filosofisk orienteret, mener at sidde inde med selve udgangspunktet for alle de andre typer, hvad angår beskrivelsen af angst som fænomen, men vi har ikke egentlig behandlingsmæssig kompetence, og det er vist også meget godt, for at blive lindret af filosofisk vej er ensbetydende med erkendelse, bevidsthed og metafysik i visse tilfælde. Den trækker tænder ud og har selvfølgelig det iboende problem, at man dybest set ikke ved, hvad der er medfødt, hvordan det “trickes” og hvordan det stoppes, hvis det overhovedet kan stoppes.
For sådan nogen som Jer, der tror jeg, at angsten kunne have været minimeret ved, at i ikke OGSÅ skulle fokusere på konkrete forhold i forhold til øvrighed og offentlighed. Omvendt kan man sige, at HVIS i nu havde fokuseret på at i bare VAR helt alene i den båd, så havde der måske ikke været forventinger til omgivelserne og så havde angsten måske været mildere. Og allerede i det (hypotetiske) forslag kommer vi på tynd is, for sådan er samfundet bare ikke indrettet.
Efter at have arbejder med angst filosofisk og professionelt i mange år, er jeg kommet frem til, at det til dels handler om at finde ro i den angst, thi den er ganske indlysende, hvis man tænker sig om. Konfronteret med udsigten til død, skal man vist være mere end superbuddhist for ikke at være angst for “i morgen” i går, sig selv og forleden. Intetheden, udsigten til absolut ingenting, er som du selv skriver det værste, når døden kommer, kommer den, og den ér sådan set ikke længere, men det kan hjernen ikke forstå, så der arbejder man i praksis imod sig selv. Havde jeg nu sat mig ned og set jer i øjnene og sagt: Der er dato på Alexander, og i kan INTET stille op. Havde det så formildet angsten? Næppe, men måske havde et realitetstjek og et delt ansvar gjort det LETTERE at acceptere denne dato med udsigt til, at man ALDRIG bliver klar til sådan en opgave, det er præcis det arbejde angsten gør for en, den klargør en til det uundgåelige. Der er så bare nogle (særligt dem med patologisk angst) der er mere konfronteret end dem, der “kun” kæmper med den eksistentielle.
I en vis forstand, er I nogle interessante mennesker at studere, og det er i fordi, i er lyslevende eksempler på, hvordan angst fungerer udlevet, og hvordan den så OGSÅ holder op med at være nærværende, når den har udført sin opgave. TIlbage står roen i kroppen, sideordnet med sorg og et fremadsyn. Det er æddermagme fantastisk at det kan lade sig gøre. Og det hele sker på en gang.
Grundliggende forstår jeg ikke, at folk ikke har mere respekt for angst og sætter mere pris på den, den er nemlig så skide smart indrettet, at den har en opgave, og den løser den intet mindre end suverænt. Hvor ubehageligt det så end måtte være.
Af samme årsag SKAL mennesker med patologisk angst skærmes, de er for sensitive til at deltage i samfundet på lige præmisser med andre mennesker, og DET forstår jeg ikke, at der ikke er en større forståelse for i “systemet” Det koster LANGT mere at holde lidende i gang end det ville koste at lade dem være i frem. Det burde være indlysende.
:-)
Liselotte
5. oktober 2008 at 11:12Lotte, angsten kunne jo næsten elimineres, hvis den kunne deles med kompetencer, som forstod at forklare, afhjælpe og slå følge. Det tænker jeg gælder for de fleste typer af angst.
Lotte
5. oktober 2008 at 06:15Liselotte
Tak for dit svar.
“Angsten er stærkt forbundet med usikkerheden. Ikke at vide…, men måske tager jeg fejl”
Hvis du tager fejl, så tager en hob af filosoffer også fejl, og det tvivler jeg på, de gør :-)
Jeg vil lige summe lidt over den, og så vende tilbage. Umiddelbart tænker jeg, at den konkrete angst, du beskriver, er stærkt forbundet med MULIGHEDEN for at handle. I praksis at systemet handler SAMMEN med en. Så grundliggende siger jeg altså, at angsten ville være mindre, hvis systemet ikke arbejdede imod.
Men jeg filosoferer lige videre…
Lotte
Liselotte
4. oktober 2008 at 23:42Lotte, jeg får lyst til at uddybe, for angsten jeg skriver om ovenfor, handler ikke kun om at miste. Den handler i høj grad om det man hver dag skal mødes med. Lidelsen, smerterne, den manglende livskvalitet – og ens egen uformåenhed. Ikke at kunne hjælpe, lindre eller gøre en forskel. Det er angstprovokerende og invaliderende.
Det giver en usund stress at vide, at man ikke kan hjælpe eller gøre den forskel, som skal til, for at gøre livet godt for et menneske, man elsker.
Det var egentlig den indre uro/stress, som følger sådan en hverdag, jeg forsøger at beskrive ovenfor. Den konstante angst for ikke at kunne gøre en forskel.
Liselotte
4. oktober 2008 at 23:28Tak for alle jeres kommentarer. Der er mange af os, som lever med en daglig angst eller uro. Det er stærkt invaliderende og bestemmer i høj grad over vores livskvalitet, men vi lever jo med den, mens det står på. Vi lever og elsker og glædes i trods. Sådan er mennesket heldigvis også skruet sammen :-)
Lotte, det er ikke spor vanskeligt at svare på. Det er heller ikke for privat, men jeg er ikke sikker på, at det er universelt. Mennesker er forskellige, så jeg kan kun fortælle, hvordan jeg havde det.
Da jeg vidste, at Alexander ikke ville overleve, forsvandt angsten. Der var jo ikke mere at være bange for. Det værst tænkelige var her og jeg er ikke bange for at sidde med ved døden.
Der var sorgen. Den helt gennemgribende sorg det er, at skulle miste et barn, men der var ingen angst. Der var en altoverskyggende kvalme, trangen til at kaste op i sorg og afmagt, men der var ingen angst. Der var tomheden – det føles, som livet/blodet render neden ud og løber ud gennem gulvet, forsvinder – men jeg var ikke bange. Kun frygteligt ked af det.
Jeg ved ikke, hvorfor det var sådan. Jeg ved, at jeg er skruet sådan sammen, at jeg kan være ved at dø af skræk, men kun indtil jeg står midt i det, jeg er bange for. Så bliver jeg helt rolig. Ikke handlingslammet, men tværtimod sådan en med overskud, som formår at få gjort de (for mig) rigtige ting. Det var også tilfældet med Alexander. Jeg fik gjort og sagt alt det, jeg gerne ville. Jeg fandt ro, så snart jeg vidste, at det var uigenkaldeligt.
Jeg tænker, at det værste at leve med, er usikkerheden. Angsten er stærkt forbundet med usikkerheden. Ikke at vide…, men måske tager jeg fejl. Måske er det kun sådan for mig.
louise
4. oktober 2008 at 22:43Kære Du
Tak for dine ord som så præcist beskriver mit eget liv i en årrække. Omstændighederne var forskellige men meget er dog så ens alligevel – også tankerne om hvordan man kommer bedst videre. Tak for det!
Louise
Fríða
4. oktober 2008 at 21:46åh, det er næsten så jeg bliver misundelig på dig, den dér indre ro kunne jeg altså godt tænke mig at föle, husker dog ikke nu hvordan det föles. med to börn med livslange lidelser er det jo lige netop sådan som du beskriver så godt, den ene bor stadigvæk hjemme, den anden er flyttet hjemmefra; hvis han ikke ringer bliver jeg bange for at noget er gået galt, når han så ringer bliver jeg også bange for at noget er gået helt galt. der er altid den dér uro, den dér skræk, man kan aldrig kun fordybe sig i det man har for i öjeblikket, det andet lurer altid et sted i tankerne. og jeg er træt, så træt, og det bliver bare værre med årene. godt at læse at det kan lade sig göre at blive fri. måske en dag…
kh.fra Island
Frida
Didde
4. oktober 2008 at 21:20Puha, jeg har kigget mange gange på din hjemme side og beundret dine flotte håndværk og billeder, og pludselig går det op for mig, at jeg for mange år siden havde Alexander i armene på Danahus. Lige pludselig kommer nettet/bloggen her tæt på. Og jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at blive rørt!
Lotte
4. oktober 2008 at 17:15Ps. Jeg spørger, selvfølgelig også, fordi det interesserer mig i professionelt.
http://eksistens.wordpress.com.....-meningen/
Lotte
4. oktober 2008 at 17:12Hmm…
Hvis du erindrer angsten fra den tid, og så ser tilbage på det der faktisk skete i hans liv, de gange i var VED at miste ham – men IKKE mistede ham.
Hvor stor en del af angsten var så “selvproduceret” og “overflødig” set i forhold til DA han så faktisk døde…Da i vidste, at han nok ville dø, var du så også angst, eller var angsten “kun” med, da i foregreb det skrækkelige…?
Altså jeg håber, du ved, hvad det er jeg spørger om….den er lidt svær at formulere…. Og ja, hvis det er for privat, så springer du jo bare over…
:-)
Liselotte
4. oktober 2008 at 13:30Angst æder sjæle op. Sådan er det. Med tiden svinder man ind til noget, som knapt er genkendeligt, hvis ikke der er kærlighed og omsorg til at omslutte og lindre.
Det er ligegyldigt hvilken angst. Angst æder sjæle op.
Jeg tror, at det allervigtigste er, at man ikke er ensom. At der er mennesker at dele angsten med, hvis man kan, for det er jo også angstprovokerende svært at sige højt, at man er bange. Tænk om ingen er der, til at høre det – eller allerværst er ligeglade. Tænk om ingen tager om og lytter, lindrer og deler ud af deres kærlighed.
Når man lever med angsten over en lang periode, bliver man slidt. Til sidst når man til det punkt, hvor man ikke orker være angst længere. “Lad det værste ske. Lad mig få det overstået”, kan man nå til at tænke, for man orker ikke mere. Måske er det sådan du har det, Winnie? Jeg ved, at det var sådan, jeg fik det de sidste dage af Alexanders liv. Man bliver så slidt af at være bange altid.
Når det værste er sket, fylder sorgen. Bagefter kommer en tid, hvor der igen bliver rum til at mærke sig selv. Det er der, jeg er nu.
Det er først nu jeg forstår omfanget af den angst, jeg levede med i alt for lang tid. Vi bestemmer ikke selv, som et cetera også skriver, men vi bestemmer selv, hvordan vi vil leve videre. Jeg vil det gode liv og jeg tør godt sige højt, at det først indfandt sig, da det værste skete. Det kunne ikke være anderledes.
Jeg savner frygteligt, men jeg føler også en stor taknemmelighed over, at angsten ikke længere er min følgesvend. Jeg vil meget hellere følges med glæden :-)
et cetera
4. oktober 2008 at 13:12Mht. at ville være fri -ja, selvfølgelig – hvis vi bliver præsenteret for valget, så takkede vi vel nej – selv ville jeg gerne have været fri for at miste begge forældre inden jeg fyldte 21, fri for at få en søn med et stigmatiserende kosmetisk handicap – og ikke mindst fri for at få at kræft, f.eks. – men det kunne jeg jo ikke blive – og klogere, ja, det er jeg altså blevet af det …
Livskunsten er hvordan man lever med det, der ikke kan være anderledes – og det vil jeg have lov at synes er en både klog og smuk betragtning af dig, Liselotte …
merete
4. oktober 2008 at 12:51pyh ja. det er selvfølgelig ikke til at forstå hvad det er at have et handicappet barn eller for den sags skyld et barn, hvis man aldrig har haft det. men ikke at få hjælp når man har behov og at adrenalin spejlet i alt for lange tider er alt for højt er der jo mennesker der oplever af alle mulige og mere flygtige årsager. og det er fantastisk at generobre roen i sin egen krop. det er godt for dig, at det fulgte med.
og ja, du har haft en dreng, du savner, men som har været der, og som er blevet elsket og respekteret langt mere end mange andre børn bliver, og en skøn datter som er og som er teenager.
Winnie
4. oktober 2008 at 12:47Hej igen Liselotte – du berører nogle af mine forbudte tanker – ønsker bare fred og ro indeni, så indimellem ønsker jeg Annika væk (ikke sådan rigtigt fysisk men i afmagt i tankerne). Savner at være bare “mig” og ikke være gennemgribende fyldt af uro og bekymringer. Selv denne weekend hvor hun er i aflastning ligger uroen og ulmer dybt inde. Og det med at blive klogere på livet når man er forældre til et handicappet barn – ja jeg ville gerne være dummere og så være fri – sådan har jeg det i hvert fald i øjeblikket :-) God dag til dig og dine læsere.
Hilsen W
Maria Jensen
4. oktober 2008 at 12:08….hvor var det dog smukt skrevet og tak fordi du giver os en sådan indsigt!
Mange knus Maria
Anne, Mandagspigen
4. oktober 2008 at 11:30Liselotte for pokker, nej ingen, som ikke har stået i et lignende liv, kan til fulde forstå, hvad I som familie har været gennem…
At jeres liv nu er helt anderledes end da Alexander levede hersker ingen tvivl…og jeg læser at I griber fat i det uden at miste grebet om det der var. Fortsat god tur til jer alle.
et cetera
4. oktober 2008 at 11:14Hov – jeg ved ikke hvad som skete dér – men fortsættelsen ér: Jeg tror at vide, at det bl.a. er dit liv med Alexander der har gjort dig klog på de ting – han er i dén grad et menneske som ikke har levet forgæves!
et cetera
4. oktober 2008 at 11:11Liselotte, jeg har altid synes at du er en klog kone – men selv med dét udgangspunkt formår du alligevel en gang i mellem at overraske med HVOR klog … Din stille konklusion om de ting som er livets vilkår og som ikke står til at ændre, men må leves med – og din tilføjelse om at man selv vælger hvordan – det er livsvisdom i sværvægtsklassen. Jeg tror
Lisbeth Bula
4. oktober 2008 at 11:09Takk for at du delte dette med lesere som meg.
Moster Tulle
4. oktober 2008 at 11:06Åh Liselotte – en tåre triller langsomt ned ad min kind….Jeg vil aldrig kunne forstå, hvordan det var, men du giver et meget fint og smukt indblik i det.