37

Den største forandring

Forleden mødte jeg en bekendt, som jeg ikke har set siden Alexander døde. Han spurgte selvfølgelig hvordan det går og sagde så “… og I må jo mærke det mest, med al den tid I har pludselig har fået”, men det er ikke sådan, det er.

Det er klart, at det er en kolossal forandring, som sender trykbølger ned gennem alle dele af vores liv og forandrer det. Det er også det, jeg først får øje på, hvis jeg skal se på vores liv efter Alexanders død, men det er ikke der, den største forandring ligger.

Den absolut største og mest gennemgribende ændring i mit liv er, at jeg kan vågne en lørdag morgen med en krop, som er stille. En krop, som ikke er stormvejr indeni, men helt stille med en puls, som er normal og et hjerte, som ikke ræser afsted.

Jeg tror ikke, der er mange, som nogensinde til fulde har forstået, hvad det gør ved et menneske, at leve med et barn, som er så udfordret, som Alexander var de sidste år. At være en familie, som i den grad manglede hjælp, men ikke fik det. Man er i konstant beredskab. Man slapper aldrig af. Man er bange hele tiden. Bange for, hvad der venter lige henne om hjørnet, for det venter. Man ved det, så hjertet ræser af sted og stressen er gennemgribende og invaliderende. Man mister fokus og evnen til at koncentrere sig, man glemmer alting og allerværst, så har man aldrig fred. Det hele er en konstant, man må leve med.

Nu vågner jeg lørdag morgen, med en krop, som er stille. Jeg vågner og er i stand til at høre verden. Jeg har så meget ro, så jeg kan koncentrere mig om at nyde og være til stede i nuet.

Stilheden indeni er den største forskel.

Nu sidder jeg her med udsigt til modne figner og solskin og jeg savner Alexander, så det gør ondt langt ind i sjælen, men jeg savner ikke angsten, kroppens alarmberedskab og den konstante hjertebanken.

Jeg kunne være bitter. Jeg kunne bruge tid på at dykke ned i den sidste tid vi fik sammen og begræde, at der ikke var hjælp at hente nogen steder, selvom vi bad så konstant og intenst om den. Det gør jeg ikke. Der er ting her i livet, som ikke står til at ændre. Ting, man er nødt til at leve med. Man vælger selv hvordan.

Jeg vælger, at jeg vil huske alt det gode. Jeg vælger at huske, at Alexander i den grad berigede mit liv. Jeg vælger at huske hans grin, hans humor og alle hans gode dage, som heldigvis var i overtal.

Jeg vælger, at jeg vil være taknemmelig for, at vågne en lørdag morgen med stilhed indeni. Det sidste er nemlig ikke en selvfølge. Det er en gave.

Du vil sikkert også kunne lide