4

Fredagsstilhed

Der er så stille i min have. Det er der også i naboernes haver. Ingen lyde af legende børn, ingen maskiner, som slår græs, klipper hæk eller vender jord. Stilhed. Lyden af efterår.

Det er ved at være køligt udenfor. Det er ikke underligt. Vi er i oktober. Måneden, hvor frugter kan høstes og syltes. Det er nu, vi risikerer den første nattefrost. Det er nu kastanjerne kan samles sammen, hvis man gider den slags.

Engang gad Oline. Nu ligger de bare og ligger. Nogle af dem slår rod og bliver fundet. Så ender de som smukke træer et nyt sted i haven. Gør de ikke gavn som kastanjedyr og vinduesedderkopper, gør de det, som nye smukke træer. I grunden er jeg varm fortaler for det sidste.

Nogle af os samler forråd. Andre spiser direkte fra kilden. Sådan er vi forskellige. Jeg er en forrådssamler, som sylter og sætter glas i lange, snorlige rækker. Kenneth prøver stadig at lære mig, at man ikke skal gemme det bedste til sidst. Han spiser hasselnødderne, efterhånden som han finder dem.

Jeg er bare god til at være grådig, når det kommer til stauderne. De ryger for saksen, så snart jeg ser mit snit til det. Der er heldigvis mange af dem. Sikke en vidunderlig frodighed. Jeg elsker, at mit bed er lykkedes. Det er næsten tæt og en rigdom af skiftende blomsterpragt sommeren og efteråret igennem.

Der mangler ikke mange planter, før jeg er tilfreds. Så finder jeg et nyt projekt. Blomster kan der ikke være for mange af i en have. Ukrudtet skal også have sin plads og det trives dejligt i bede.

Jeg sidder et sidste øjeblik på stien, mens jeg griner af Oskar og Kenneth, som leger på plænen. Lugten af efterår er vidunderlig, jeg har en nakke, som er begyndende samarbejdsvillig og mine sokker er varme. Der er i grunden masser af grunde til at være grundglad. Det er det, jeg er.

Grundglad og tilfreds.

Du vil sikkert også kunne lide