Jeg har taget skridt til at indlede samarbejde med to af mine tidligere kolleger. To kolleger fra en fortid, som efterhånden er så langt væk, at jeg har glemt stemmer og ansigter, men ikke disse to.
Jeg hoppede mange år tilbage i tiden, da jeg pludselig havde Susanne i røret. Hendes stemme er helt, som dengang. Intet er forandret bortset fra, at der er gået nærved 20 år og hun er voksen, selvstændig, mor og kone. Hun er ikke længere min meget unge, kreative elev, som var så dygtig og flittig og helt igennem dejlig. Det vil sige, at hun lyder stadig til at være det sidste.
Susanne og Henrik skal være mine kreative sparringspartnere omkring en opgave, der ligger og venter.
Det føles på en eller anden måde som en ring, der bliver sluttet. Det føles helt rigtigt.
4 kommentarer
Liselotte
25. september 2008 at 19:58Ja, det er skønt… rigtigt skønt :-)
Lærlingen
25. september 2008 at 19:57TAK :-) Ja, stemmen og grinet – så længe du griner med mig og ikke ad mig :-) Og straks blev man ført tilbage til dengang jeg sad overfor dig i Store Regnegade, mens der duftede af sprittusser, du røg en smøg, vi grinede, spiste morgenmad fra Kransekagehuset, hentede sandwich hos ZeZe…
Skønt at det er så nemt at finde “tilbage”.
Liselotte
25. september 2008 at 10:15Helle K, det føles rigtigt. Og dejligt :-)
Helle K.
25. september 2008 at 07:31Det lyder spændende – efter hvad jeg ser på hendes hjemmeside. At slutte en ring er rigtig dejligt – at møde nogle nye – gamle bekendte :)