På visit hos kattenapperen

Vi snuppede bilen og kørte ud, hvor stilheden hersker og landskabet er fantastisk. I dag var det nemlig os, som improviserede med behørig hensyntagen til de mennesker, som skulle involveres. Mennesker vi holder meget af og mennesker, som lige præcis er udfordret på samme vis, som vi var engang.

I dag blev visitten flyttet til Simested. I sidste sekund. Sikke et held, for se hvor smukt der er derude…

Hanne og Ove har valgt at flytte på landet. For alvor. Helt derud, hvor skolebussen kommer forbi og samler op… når vejr og vind tillader det. Når det ikke gør, kommer man ikke i skole. Vi kender et par unger, som er glade for den ordning.

De bor fantastisk på en gård, som ligger gemt lidt af vejen. Foran er der en mark, hvor hestene græsser og strør gavmildt med gødning til de mange frugttræer. I baghaven er der udsigten, som får pletten til at ligne de smukkeste steder i Østrig og Schweiz. Jeg elsker det sted.

Hanne og Ove har naboer. Der findes andre, som har fået samme tanke om et liv på landet, i stilhed og i harmoni med omgivelserne. Udsigten derude er betagende og jeg forstår godt, at de forelskede sig i stedet, da de så det første gang.

De er inkarnerede københavnere, eller det var hvad vi troede, dengang de søsatte projektet. Nu er de omtrent Himmerlændinge og Ove ejer mere end ét par træsko. Sjælland trækker stadig i Hanne, men Ove stortrives, så der er lavet en aftale. Om nogle år, er der carte blanche til at forlange en returnering. Jeg venter spændt, for at se, om det bliver aktuelt. Hvis det gør, forstår jeg det ikke. Jeg synes, at de bor midt i Paradis.

Udsigten fra haven er mere end rigelig grund til at blive, synes jeg. Jeg ved godt, at man skal være gjort af et særligt stof, for at trives på landet, men de har ikke mange minutter ind til Aalborg, så jeg synes det er helt ideelt.

Der er stille derude. Helt stille. Ikke en lyd i miles omkreds. Den stilhed kan jeg savne.

Vi nød at trave en tur på grunden og havde vi ikke gjort det, havde jeg aldrig fået dagens morsomste historie serveret, for den var nemlig foranlediget af en søster til katten her… eller en halvsøster, må det vel være, eller noget…

På en gård hører både hund og kat til. På denne gård er der to hunkatte, som er flittige til at få killinger og i år er ingen undtagelse. Efter sommerferien kom Hanne og Ove hjem til en familieforøgelse på syv hoveder. De yndigste små killinger i forskellige farver. Der var to helt sorte killinger blandt de to kuld. Så langt, så godt.

Hanne arbejder nogle solide kilometer fra hjemmet og var en dag på vej hjem, da hun fik øje på en lille sort killing, som mjavede noget så ynkeligt, så snart hun viste sig ude ved bilen. “Fandens”, tænkte hun. “Nu har jeg fået en af killingerne med i bilen i morges, da jeg kørte på arbejde” og så gik hun ellers i gang med at indfange den noget skræmte killing. Det tog sin tid og da det endelig lykkedes, blev det dagens udfordring at komme helskindet hjem, med den skræmte killing løbende rundt i bilen. Det har været et festligt syn, hvis man har mødt de to på landevejen, er jeg sikker på.

Endelig landede hun hjemme og lukkede katten ud. Så langt var eventyret lykkeligt, men det holdt kun til serveringen af dagens føde, for hvad kom ud af kattelemmen? To sorte killinger!

Hanne indrømmer blankt, at hun gloede noget, da hun pludselig havde tre sorte killinger og hun var da også noget flov, da hun returnerede til arbejde næste dag – uden killingen, som ikke sådan lige lod sig indfange igen – for hvordan forklarer man lige, at man har kidnappet en kat.

Hun er tilgivet og katten har fået lov til at blive og den er mindst lige så yndig, som sine halvsøskende.